Kyndelmissegudstjeneste i Dragør Kirke
Traditionen tro afholdes der kyndelmissegudstjeneste i Dragør Kirke onsdag den 2. februar kl. 17, og efter gudstjenesten inviteres der på suppe i sognegården.
Kyndelmisse er den danske oversættelse af det latinske »candelarium missa«, der betyder lysmesse – og er en markering af, at halvdelen af vinteren er gået.
Selvom kyndelmisse ikke længere er helligdag i Danmark, markerer mange kirker dagen med en lysgudstjeneste.
Også i de gamle traditioner blev der afholdt kyndelmisse-gilder. Det skete ofte som sammenskuds-gilder med kraftig mad, hvor man samtidig tog varsler om det kommende år.
I den kristne tradition er dagen desuden Jomfru Marias renselsesdag. I den jødiske tradition var kvinden uren i fyrre dage efter fødslen. Fyrre dage efter Kristi fødsel tog Jomfru Maria derfor Jesus med i templet for at gennemgå renselsesritualet. Dagen er siden markeret i kristendommen.
Eventuelle coronarestriktioner gældende for tidspunktet for afholdelsen overholdes.
Gratis adgang – og alle er velkomne. For deltagelse i det efterfølgende måltidsarrangement i sognegården kræves dog forudgående tilmelding, som kan ske på kirkens hjemmeside. Se mere i annoncen på side 6.