[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Herlig byfest i Store Magleby

Af Birgit Buddegård

Fejringen af Store Maglebys 500-års-jubilæum blev afsluttet med en byfest ved vandværket i Store Magleby.

Der var opsat et stort telt, og der var boder med mad og drikkevarer til de mange fremmødte.

Byfesten blev indledt af borgmester Kenneth Gøtterup, der bød velkommen og glædede sig til den nu mere uformelle del af jubilæumsfestlighederne. Han trak i sin tale tråde tilbage til tidligere jubilæumsfejringer og fortalte om første gang i 1921, hvor 400-året blev markeret med deltagelse af Kong Christian 10. og Dronning Alexandrine. 

Året efter kom Dronning Wilhelmina og Prins Hendrik af Holland på officielt besøg.

I 1946 fejredes 425-års-jubilæum, og daværende Kronprinssese Juliane og Prins Bernhard kom på besøg – ikke mindst for at takke for støtten til de hollandske børn, der var indlogeret i Store Magleby efter anden verdenskrig.

I 1971 fejrede Store Magleby 450-års-jubilæum, og her var igen deltagelse fra det hollandske kongehus, nemlig det daværende kronprinsepar Prinsesse Beatrix og Prins Claus af Holland. Ved jubilæet modtog daværende borgmester Albert Svendsen, der selv nedstammede fra hollænderne, i øvrigt byens borgmesterkæde, der består af bomærkerne for hollænderbyens gårde, fortalte Kenneth Gøtterup, der selv bar borgmesterkæden under den officielle del af dagens festligheder.

I 1996 fejredes så 475-året for indvandringen med deltagelse af Dronning Margrethe, og borgmesteren glædede sig over, at dagens 500-års-jubilæum dermed føjede sig helt ind i traditionen. 

Borgmesteren rettede en stor tak til arrangørerne af festlighederne, før han gav ordet til Waterlands borgmester, Marianne van der Wehle. 

Waterland er en hollandsk kommune beliggende i provinsen af Noord-Holland – en af de regioner, de hollandske invandrere til Store Magleby kom fra.

Den hollandske borgmester takkede for invitationen og udtrykte samtidig sin glæde over fortsat at se ligheden i navne og over at have haft stor glæde af sit besøg på Amagermuseet. 

»Det føltes lidt som hjemme,« smilede hun.

Marianne van der Wehle fortalte, at borgmestre i Holland bliver udnævnt af Kongen, men det var første gang hun mødte hans mor, Prinsesse Beatrix, der i 2013 abdicerede til fordel for sin søn, Hollands nuværende konge, Kong Willem-Alesander. 

Herefter fik Hollands ambassadør Rob Zaagman ordet, og han kunne berette, at Prinsesse Beatrix havde haft en dejlig formiddag, og han glædede sig over den tætte forbindelse mellem Danmark og Holland. 

Ambassadøren fortalte også, at han til august forlader Danmark som ambassadør, men at han altid vil have en varm plet i sit hjerte for Store Magleby.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Fotos: TorbenStender og Hans Jacob Sørensen.

Fik du læst?