[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Norsk besøg på Amagermuseet

Onsdag den 7. september besøgte det norske oplæringskontor fra MiA-Museerne i Akershus Amagermuseet for at se museets store dragtsamling. 

Gæsterne bestod af lærere og et par lærlinge, som er ved at specialisere sig i folkedragter og dragtsmykker. De har alle erfaring inden for tekstilmagasiner og -konservering m.m., og så har de hver især deres særinteresser inden for feltet. Da formålet med turen var at opnå ny viden, var et besøg på museet et oplagt førstevalg. 

Museumsinspektør Camilla Cziffery Nielsen viste gæsterne rundt på museet og i den tilhørende dragtsamling, mens Majken Pedersen, Dragørs lokale dragtekspert, fremviste dragtdele og dertilhørende smykker. 

De norske gæster kom helt tæt på den særprægede sørgedragt, jøben, samt på kravetrøjespænder, bryllupstøffler, barcelonatørklæder og floshatten. Der blev også talt om sy- og farvemetoder samt glitning, dvs. en speciel teknik, der får stoffet til at fremstå glat og »glitrende«.

Interessen var stor, og den ene time blev pludselig til to. Der blev udvekslet viden og mange grin. Til slut modtog gæsterne den nye jubilæumsbog »Amagermuseet og den historiske forbindelse til Holland«, og derved fik museet knyttet endnu en international forbindelse.

Fik du læst?