Krimi med lokalt islæt
Torsdag den 10. november præsenterede forfatteren Christine Jønck sin nye kriminalkroman med titlen »De udødelige dobbeltmord«. Historien er inspireret af de virkelige hændelser i efterkrigstidens Danmark og kæder dobbeltmordene på Peter Bangs Vej og i Køge Bugt sammen med blandt andet den berømte edderkop-sag.
Forfatteren har ved udarbejdelsen af bogen samarbejdet tæt med Dragørs lokale historiker, Dines Bogø, der i årtier har forsket i de fortsat mystik-omspundne dobbeltmord. Dines Bogø har således bidraget med historiske fakta fra sagskomplekserne, der vejer tungt i det nye værk, som også trækker tråde til Dragør.
I bogen følger man kriminalkommissær Victoria Steen, der finder sin afdøde fars mange kasser med rapporter.
Victoria Steen finder forbindelse til transportruterne over Øresund 1943–45 omtalt i faderens papirer. Var alt nu også foregået, som det officielt blev meldt ud?
Var det måske ikke bemærkelsesmæssigt få skibe, som det tyske kystpoliti opbragte? Foregik der andet hos Ge-sta-po i Villa Pax på Annasvej, end hvad den officielle historie fortæller?
Victoria Steens nysgerrighed bliver pirret af faderens mange noter og kopier af rapporter. Hun beslutter at fortsætte, hvor hendes far slap – og kaster sig ud i jagten på de virkelige gerningsmænd, på motiverne bag – og på, hvem der trak i trådene videre op i systemet.
Romanen er skrevet af forfatteren Christine Jønck, der i sit forfatterskab også tidligere har skrevet om store, danske kriminalsager – herunder »Det kriminelle politi« om edderkoppesagen og »Fantommanden« der trækker tråde til Højbjerg-mordet.
Bogen krydrer den fiktive fortælling med mange historiske fakta. Og Dines Bogø har hjulpet med mange oplysninger, man ikke kan finde i offentlige arkiver, da han som en af de få forskere har fået adgang til hele det store sagskompleks, der opbevares i Rigsarkivet. Det medvirker til at gøre romanen troværdig, og historierne, der rulles op i den velskrevne fortælling, fremstår velunderbyggede.
»De udødelige dobbeltmord« er således en kriminalroman, men med en dyb baggrund i virkelige begivenheder præsenterer den også sit bud på, hvad der virkelig hændte i det dramatiske år 1948.
Bogen, der er på 464 sider og spændende illustreret med historiske fotos, er udgivet af forlaget Roots & Wings. Hvis man som læser holder af gode, velskrevne fortællinger i »true crime«-genren, går man bestemt ikke galt i byen med »De udødelige dobbeltmord«.
KD