Velbesøgt nytårskur
Onsdag aften, den 25. januar, kunne borgmester Kenneth Gøtterup efter to års coronapause atter byde det lokale erhvervsliv velkommen til den traditionelle nytårskur – denne gang på Dragør Rådhus.
Forhallen på rådhuset var pænt fyldt, og den veloplagte vært tog de fremmødte med på en tur gennem 2022, som han beskrev som udfordrende – men også fyldt med tiltag, der peger lovende fremad. Han kom blandt meget andet ind på alt fra budgetlægningen, den nye kommuneplan, permanente regler for udeservering samt arbejdet med lokalplaner for nyt erhvervs-område ved lufthavnen og boligudvikling ved Søndre Tangvej. Og ikke mindst beslutningen om i starten af 2023 at ansætte en erhvervs- og turismemedarbejder – et ønske, som det lokale erhvervsliv har haft meget højt på listen i årevis.
I modsætning til Brian Mikkelsen valgte den lokale erhvervsformand at se optimistisk på fremtiden. Uden at være blind for de mange udfordringer, der ligger i tiden – inflation, energipriser, negativ vækst med mere – fremhævede Rasmus Gundelund Nielsen, at der også er meget, der peger i den rigtige retning – og han kvitterede for mange af de tiltag, som kommunalbestyrelsen har sat i værk, medens han også påpegede, at der er meget, der fortsat skal og kan gøres.
For Dragør Erhverv var 2022 også udfordrende, hvor man i kølvandet på coronarestriktionerne skulle genfinde fodfæstet i forhold til arrangementer. Man oplevede både at måtte aflyse et arrangement grundet for få tilmeldte – og at melde aldeles fuldt hus til et andet.
Rasmus Gundelund Nielsen fortalte også om den kampagne, som erhvervsliv og foreninger i slutningen af 2022 søsatte med henblik på at styrke det lokale sammenhold og den lokale identitet – og valgte som sagt at se overordnet optimistisk på fremtiden.
Hele arrangementet var præget af en god stemning, og efter talerne fik de fremmødte rig lejlighed til at vende såvel det forgangne år som fremtiden med hinanden.
HAS