Jødernes flugt i 1943
Ny udstilling på Dragør Museum
Når Dragør Museum torsdag den 4. maj slår dørene op for den nye sæson, er det med en helt ny temaudstilling om de danske jøders flugt fra nazismen i 1943.
I år er det 80-året for flugten, og i den anledning har Museum Amager, der driver Dragør Museum, valgt at sætte ekstra fokus på de dramatiske oktoberdage, hvor 700 danske jøder – 10% af Danmarks jødiske befolkning – valgte at bruge Dragør Havn som port til friheden.
Udstillingen har også meget passende titlen Flugten i 1943 – Da Dragør var porten til friheden.
Udstillingen kommer vidt omkring, men holder det lokale fokus. Centralt i udstillingen er eksempelvis Jan Norden – en lokal jødisk mand, der på en formidlingsskærm fortæller historien om hans families dramatiske flugt over Øresund.
En særlig genstand, der uden tvivl vil give de besøgende gåsehud, er de to små uanseelige papskilte, bærende sirlig håndskrift. De stammer fra føromtalte Jan Nordens egen flugt og er skiltene, han og hans bror som ganske små børn i 1943 fik bundet om halsen, inden de, uledsaget, blev gemt ned i bunden af en fiskekutter for at blive sejlet til Sverige for der blive genforenet med deres forældre, der havde taget flugten kort forinden.
Forældrene havde oprindeligt ikke turdet tage drengene med, af frygt for at de skulle blive taget af tysk politi, men nu skulle de altså genforenes i det svenske – og skiltene skulle sørge for, at det lykkedes.
Skiltene er helt særligt udlånt af Dansk Jødisk Museum til den nye udstilling på Drag-ør Museum.
Temadag den 4. maj
Udstillingen Flugten i 1943 – Da Dragør var porten til friheden åbner torsdag den 4. maj, hvor Museum Amager også lægger hus til temadagen »Lys i vinduet«. Her kommer i øvrigt også den anmelderroste forfatter og historiker Simon Kratholm Ankjærgaard og holder foredraget med titlen Oktober 1943 – de danske jøders flugt og fangenskab. Dette foregår i Dragør Besøgscenter – lige ved Drag-ør Museum – og således vil et museumsbesøg og foredraget let kunne kombineres.
På side 5 i denne avis – samt på side 5 i sidste uges Drag-ør Nyt – kan man se meget mere om temadagen den 4. maj. Det kan også nævnes, at Drag-ør Musik- og Kulturskole udover Alsang i Havnepakhuset kl. 14 i løbet af dagen er på skolegårdsturne, hvor der spilles koncerter på alle tre skoler.