[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Travlhed i lokalhistorisk forening

Der er ikke mindre end to aktiviteter i Dragør Lokalhistorisk Forening i den kommende uge.

Søndag den 7. maj er der byvandring på Dragør Nordstrand, mens Lisbeth Møllers og Marchen Leths foredrag om amagerdragten afholdes tirsdag den 9. maj.

Byvandring

Søndag den 7. maj kl. 14 er Dines Bogø guide på foreningsarrangementet »Byvandring på Nordstranden«.

Deltagerne mødes i »Villa Fyrbakkens« have, Ndr. Strandvej 1A, hvor Dines Bogø lægger ud med at fortælle om villaen og dens tidligere beboere. For at undgå at stoffet bliver for »tørt«, vil foreningen sørge for noget at skylle informationerne ned med.

Turen fortsætter rundt i kvarteret, hvor der vil blive fortalt om Nordvænget og villaerne »Strandvang« og »Sanssouci«.

Der afholdes endnu en pause ved »hestetyvens have«, hvorefter turen går videre mod syd ad Strandstien, med nogle få stop undervejs.

Turen afsluttes på Strandstien 84, hvor værtsparret vil have opstillet stole til de trætte – og også her vil Drag-ør Lokalhistorisk Forening sørge for, at der vil være noget at skåle med.

Sammenlagt er ruten på under en kilometer, og arrangementets varighed med de mange stop undervejs vil være cirka 1½ time.

Amagerdragten

Tirsdag den 9. maj kl. 19 viser og fortæller Lisbeth Møller og Marchen Leth om amagerdragter. Foredraget, der er flyttet fra den 25. april, bliver afholdt i Dragørs Aktivitetshus’ festsal på Wiedergården.

Gennem de to foredragsholderes arbejde med amagerdragten er de blevet budt på mange spændende oplevelser, og samtidig har de fået et stort indblik i Store Maglebys unikke historie.

Marchen Leth deltog ved det royale besøg i forbindelse med 500-året for hollændernes ankomst til Amager i sin families kirkedragt.

Selvom kirken ikke var med i de royales besøg i 2022, var kirken førhen byens midtpunkt. Det var nemlig her man mødtes til livets store begivenheder såsom barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Alle disse begivenheder afspejles i amagerdragterne. Der er dåbstøjet, brudedragten, ungkonedrag-ten, dragt til almindelig søndagsgudstjeneste og den måske smukkeste dragt – kirkedragten med det røde plisserede forklæde og det store forgyldte brystspænde, fulgt af ligfølgedragten og adskillige dragter til sorg.

Lisbeth Møller har igennem tiden iklædt både børn og børnebørn i amagerdragter ved jubilæer og andre store begivenheder. Desuden har hun selv repræsenteret »hollænderbønderne« ved et besøg i Amsterdam i 1961, og sammen med Birte Hjorth har hun skrevet bogen »Amagerdragten – deres historie og brug«, der udkom i 1996.

Begge arrangementer er for medlemmer af Dragør Lokalhistorisk Forening samt disses gæster.

Se i øvrigt annoncen i sidste uges Dragør Nyt på side 7.

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Fik du læst?