Lys i vinduet
På årsdagen for Danmarks befrielse, torsdag den 4. maj, afholdt Museum Amager og Dragør Kirke i samarbejde med Dragør Kommune temadagen »Lys i vinduet« med aktiviteter og foredrag om besættelsestiden.
Arrangementet, der foregik i Dragør Besøgscenter i Havnepakhuset og i Dragør Kirke, markerede ligeledes 80-året for samarbejdspolitikkens sammenbrud og de danske jøders flugt til Sverige i 1943. Mange af dem flygtede netop via Dragør.
Bogpræsentation og foredrag
Igennem arrangementerne var der rig mulighed for at blive klogere på besættelsestiden. Man lagde ud med lanceringen af den nye bog »1943 – The Escape – Dragør, the gateway to freedom«, som er en engelsk oversættelse af Museum Amagers bog »Flugten. Da Dragør var porten til friheden« fra 2018.
Christian Aagaard, der er museumsinspektør på Museum Amager, fulgte op med et foredrag om bombardementet af Gestapo-hovedkvarteret i Shellhuset og af Den Franske Skole på Frederiksberg.
Fællessang
Alsang var medvirkende til at samle danskerne under krigen. Inden dagens to sidste foredrag tog leder af Dragør Musik- og Kulturskole Jacob Honoré over og sang for i fællessang. Der var nærmest fyldt i besøgscenteret under denne del, hvor flere undervejs også benyttede muligheden for at kigge ind – og synge med.
På Dragør Museum begyndte samme dag udstillings-sæsonen. Det skete blandt andet med en temaudstilling om de danske jøders flugt fra nazismen i 1943.
Kransenedlæggelse
Temadagen sluttede i Dragør Kirke, hvor sognepræst Jens Bach Pedersen stod i spidsen for en stemningsfuld aftenandagt.
Uden for kirken lagde borgmester Kenneth Gøtterup en krans ved mindestenen for de seks Dragør-borgere; Ejler Haubirk, Johan Hansen, Jørgen Palm Petersen, Christian Jensen, Hans Peter Christensen og Holger Kampmann Arnild, der mistede livet under tyskernes besættelse af Danmark.