[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Sejr på Cannes Filmfestival

Torsdag den 25. maj vandt filmen »Norwegian OffSpring« en hovedpris på Cannes Filmfestival.

Carl Osbæck Adelkilde, der er opvokset i Dragør, står som producer på filmen, som løb med hovedprisen i kategorien »La Cinef«.

La Cinef er navnet på kategorien for nye, unge filmtalenter. Og der var cirka 2.000 film indsendt i denne kategori – og af disse var 15 blevet nomineret.

Det endte altså med en dansk sejr – foran den sydkoreanske film »Hole« og den marokkanske film »Moon« på henholdsvis anden- og tredjepladsen. 

Carl Osbæck Adelkilde har trods sin unge alder allerede tidligere opnået fine anerkendelser for sit arbejde. Blandt andet blev han i 2017, blot 22 år gammel, nomineret til en Oscar for filmen »Silent Nights«, hvorpå han havde rollen som line producer. Her seks år efter står han foran færdiggørelsen af sin uddannelse som filmproducer fra Den Danske Filmskole – og filmen Norwegian Offspring er hans afgangsfilm.

Norwegian OffSpring er som et absurd, fiktivt drama, lavet i tæt kontakt med virkeligheden, en fortælling om dødsangst, seksualitet og længsel efter tilknytning. Filmens hovedperson, Stein, lever en isoleret tilværelse et øde sted i Norge med sin vlog som eneste forbindelse til omverdenen. Han er besat af teorier om det moderne samfunds systematiske undertrykkelse af mandens seksualitet og ønsker mere end noget andet at opfylde sit menneskelige formål: at reproducere sig. 

Filmen er instrueret af Marlene Emilie Lyngstad, manuskriptet har Emilie Koe-foed Larsen stået for, mens Thomas Dyrholm har fotograferet, Ania de Sá Madsen har klippet og Emil Salling har lavet lyd. Alle er de også afgangsstuderende fra Den Danske Filmskole.

Afgangsfilm fra Den Danske Filmskole har før været nomineret på Cannes Filmfestival, men det er første gang det udløser en førstepræmie i kategorien.

Filmen vises i denne måned i udvalgte biografer.

Fik du læst?