Historisk foredrag
Mange af Dragør Historisk Forenings medlemmer havde valgt at tage gæster til foredraget af Bent Kofoed-Hansen, som foreningen tirsdag den 6. juni havde arrangeret i Festsalen på Dragør Aktivitetshus, Wiedergården.
Arrangementet blev indledt med visning af en film fra åbningen af Amagerbankens filial på Dragør Hjørnet i 1957. Mange af de fremmødte kunne her nikkede genkendende til flere personer i filmen, mens andre genså sig selv i en noget yngre udgave.
Oberstløjtnant Kai Kofoed-Hansen var første kunde, da bankens filial åbnede den 7. august. Han var også far til denne aftens foredragsholder.
Der blev desuden også fortalt om de mange forretninger, om børn, der legede på havnen, på pladserne og i anlæggene, havnefester, film i Dragør, Amagerbanen, festspillet i Blushøj-anlægget, jolleudlejning og om byens skibsredere. Alt krydret med små lune bemærkninger.
Det var femte gang, at Bent Kofoed-Hansen fortalte i foreningen, og alligevel var forventningerne fra de 112 fremmødte helt i top.
Næste arrangement
Dragør Historisk Forening holder sommerferie og næste arrangement er derfor først tirsdag den 15. august, hvor den med Helle Bjorholm som guide står på byvandring i den gamle by (kun for medlemmer – tilmelding nødvendig).