Reorganisering af historisk arkiv

De seks medlemmer fra Konservative, liste T og Venstre i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget (BFKU) vedtog på udvalgets møde torsdag den 8. juni at imødekomme Historisk Arkiv Drag-ørs anmodning om at holde lukket for publikum fra den 1. juli til 11. november. Kun løsgænger Lisbeth Dam Larsen stemte imod.

Pausen skal bruges til at foretage en reorganisering og at indhente et efterslæb på behandling af materiale, der er indleveret gennem de sidste mange år. 

Politikerne i BFKU understregede dog i deres godkendelse af den midlertidige lukning af arkivet, at der ikke må smides noget ud af det allerede indsamlede materiale.

I den periode, hvor Historisk Arkiv Dragør holder lukket, vil der kun være begrænset adgang for publikum til arkivet. Ved henvendelser og spørgsmål, der kræver, at borgerne møder fysisk op på arkivet, vil der kunne aftales et tidspunkt for besøget – dog kan nogle dele af arkivalierne i perioder være utilgængelige.

Besvarelse af spørgsmål til lokalarkivet via e-mail og hjemmesiden Arkiv.dk vil fortsætte som normalt.

Historisk Arkiv Dragør skal efter planen genåbne lørdag den 11. november, på Arkivernes Dag.

Fornyelse og reorganisering

Historisk Arkiv Dragør ønsker at udvikle arkivets tilbud og at gøre dem tidssvarende. 

Ifølge arkivets egen redegørelse til politikerne var Historisk Arkiv Dragør for år tilbage blandt de førende lokalarkiver i Danmark. 

»Men det er vi ikke længere. Rundt omkring dukker der i disse år spændende nye formidlingsformer op på arkiverne, og det kan vi lære af,« står der i redegørelsen. 

Dragør Gamle Rådhus på Stationsvej, hvor Historisk Arkiv Dragør har til huse. Arkivfoto: Thomas Mose.
Dragør Gamle Rådhus på Stationsvej, hvor Historisk Arkiv Dragør har til huse. Arkivfoto: Thomas Mose.

Nyindretning

Efter ombygningen af det gamle rådhus i 2021 har arkivet fået mindre plads. 

Ved ombygningen var der ikke tid og plads til en egentlig nyindretning. Dette arbejde ønskes gjort nu.

En del af de kommunale arkivalier skal overføres til arkivets magasin på Store Magleby Skole. Flytningen vil skabe bedre plads i kældermagasinet i det gamle rådhus, således materialer i samlingen af private arkivalier både kan opbevares bedre og lettere fremfindes. 

Gangarealet i det gamle rådhus skal efter planen laves til et udstillings- og formidlingsområde. Her forestiller man sig at udstille billeder, vise film eller at skabe et rum til levende historiefortælling. 

Også muligheden for formidling til skolerne vil blive tænkt ind i indretningen. Arkivet har nemlig på nuværende tidspunkt ikke nogen tilbud for børn og unge. Ifølge redegørelsen har der igennem mange år været et politisk ønske om, at arkivet opdyrkede denne del.

Før ombygningen af det gamle rådhus var der intentioner om at gøre bygningen til et »Frivillighedens Hus«. Idéen var at samle aktiviteter om det aktive arbejde med historien, som den udfoldes gennem museumsforeninger, lav, arbejdsgrupper og lignende. I Historisk Arkiv Dragørs redegørelse til politikerne forslås det at gentænke denne idé, så hele den frivillige indsats om den fælles historie i kommunen kan få en base i det gamle rådhus, som kan blive et centrum for frivilligt drevne aktiviteter. Det kan være en erindringscafé eller studiekredse, og det kan ifølge arkivet drives med flere mulige samarbejdspartnere, eksempelvis biblioteket eller Dragørs Aktivitetshus.

Koordinerer indsamling 

Historisk Arkiv Dragør har indsamlet lokalhistorisk materiale gennem mere end et halvt århundrede. Det meste af materialet er imidlertid indkommet som passiv indsamling – dvs. uden en strategi for, hvad der er vigtigst at supplere samlingerne med.

Arkivet ønsker, at indsamlingsindsatsen i fremtiden skal være mere aktiv og målrettet mod områder, der er dårligere belyst gennem de nuværende samlinger.

Fremover vil lokalarkivet koordinere indsamlingspolitikken med Museum Amager, så det materiale, Historisk Arkiv Dragør modtager, også kan berige museets samlinger. 

Arkivets samlinger skal gennemgås for at sikre overensstemmelse imellem registratur og det fysiske materiale på hylderne, og særsamlinger af for eksempel aviser, film, kort og tegninger skal indrettes mere hensigtsmæssigt og skal registreres bedre, så borgerne selv kan søge i samlingerne via Arkiv.dk

Også arkivets billedsamling skal gennemgås med henblik på optimering af registreringsdata og sikring af overholdelse af ophavsret- og persondatabestemmelser.

De frivillige

De frivillige på Historisk Arkiv Dragør har ifølge redegørelsen udgjort et nyttigt supplement til det professionelle arbejde med lokalhistorien, og arkivet har gjort god brug af de mange former for kompetencer, som repræsenteres i frivilliggruppen.

Der har dog været problemer med samarbejdet i den senere tid. Arkivet beskriver det således, at de frivillige har haft modvilje mod at gå i samme retning og respektere Historisk Arkiv Dragørs professionelle ledelse, og det betyder, at arkivet vil nytænke frivilligindsatsen.

I redegørelsen til politikerne står der, at nogle frivillige har opfattet deres bidrag til arkivet som arbejde på linje med de ansattes, og at der er brug for, at de fremover definerer sig som »arkivhjælpere«, der ikke træder ind over den professionelle drift. 

BFKU bemærker i deres godkendelse af arkivets ønske om den midlertidige lukning, at der i lukkeperioden skal bruges tid på at få afklaret det fremtidige samarbejde med de frivillige omkring snitflader og ansvarsområder.

Den frivillige indsats skal efter arkivets plan reorganiseres ved at danne flere arbejdsgrupper omkring arbejdet.

Grupperne kan arbejde med indsamling af erindringer og minder samt formidling af historien om »mands minde« i lokalområdet, forestå digitalisering og registrering af arkivets materiale inden for nogle fast definerede retningslinjer og regler, samt arbejde med formidling af historier, der udspringer af arkivets samlinger. 

Derudover er der kontakt med Amagers øvrige lokalarkiver om et fælles projekt, hvor der arbejdes med digitalisering og tilgængeliggørelse af øens lokalaviser. Dette projekt kunne, som det ene af to steder, forankres i Dragør Gamle Rådhus.

Arkivets frivillige vil i lukkeperioden ikke have fysisk adgang til arkivet – men det oplyses, at de fortsat vil kunne arbejde med egne projekter eller lignende hjemmefra.

Alternativt forslag

På mødet i BFKU foreslog Lisbeth Dam Larsen at placere lokalarkivaren på Amagermuseet, hvor denne løbende vil få bragt de kommunale arkivsager, således afvikling af arbejdspuklen kan ske, mens diverse afklaringer pågår, og lokalarkivrådet etableres. 

De frivillige skal imens fortsætte deres ikke-lovpligtige og ulønnede lokalarkivarbejde med at betjene borgere og registrere indkommet materiale på det gamle rådhus. (Læs i øvrigt Lisbeth Dam Larsens indlæg her).

Forslaget blev dog nedstemt af Konservative og Venstre, mens liste T’s to medlemmer af udvalget undlod at stemme.

Lisbeth Dam Larsen fik ført til protokol, at hun finder, at det er en meget uhensigtsmæssig måde at behandle de frivilliges store og værdifulde indsats og deres hjælp til interesserede borgere på. Samtidig gør hun opmærksom på, at der er forskel på det kommunale arkiv, som er lovpligtigt, og på lokalarkivet, som ikke er lovpligtigt, og som er opbygget og gennem mange år udelukkende drevet af frivillige.

Nyt arkivråd

Det blev i marts måned i år besluttet, at der skal nedsættes et arkivråd, der skal rådgive og fungere som idéforum for arkivaren og Museum Amager samt indgå i drøftelser omkring prioriteringen af arkivets arbejde. 

BFKU og Økonomiudvalget besluttede under deres møder, henholdsvis torsdag den 8. juni og torsdag den 15. juni, at anbefale vedtægterne for Lokalarkivrådet samt en tidsplan for etablering af det for kommunalbestyrelsen, der politisk skal godkende dem på deres næste møde, i morgen torsdag den 22. juni.

I vedtægterne, der er udarbejdet af Museum Amager og lokalarkivaren, fremgår det, at Lokalarkivrådet skal have seks medlemmer med stemmeret. Derudover vil et medlem af kommunalbestyrelsen, museumslederen og lokalarkivaren få en plads i udvalget – dog uden stemmeret. Museumslederen og lokalarkivaren vil få rollen som henholdsvis mødeleder og sekretær.

De seks medlemmer med stemmeret skal bestå af en repræsentant for brugerne, et medlem for hver af de tre museumsforeninger, Amagermuseets Venner, Dragør Museumsforening samt Danmarks Lodsmuseumsforeningen, og endelig vil Historisk Arkiv Dragørs frivillige få to repræsentanter i rådet.

Det videre arbejde med etablering af rådet vil fortsætte de kommende måneder. Til september forventes kommunalbestyrelsen at godkende rådssammensætningen, så Lokalarkivrådet kan holde sit første møde til oktober.

TM

Fik du læst?