Foredrag i Dragør Erhverv
Corporate Sustainability Reporting Directive
Onsdag den 13. december afholder Dragør Erhverv et medlemsarrangement med information om Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) – et arrangement, der af Dragør Erhverv selv beskrives som værende årets julegave til de erhvervsdrivende i Dragør.
Mødet, der begynder kl. 19 i Dragør Golfklub, Kalvebodvej 100, vil handle om et nyt EU-direktiv, der stiller krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering.
Loven, der træder i kraft i 2024, betyder, at virksomheder, der er børsnoteret og har mere end 500 ansatte, skal afrapportere omkring deres bæredygtighed på samme måde som en finansiel afrapportering.
Dragør Erhverv har til arrangementet inviteret en specialkonsulent fra Erhvervshus Hovedstaden til at komme og fortælle om betydningen af de nye regler – og om hvad Dragørs erhvervsdrivende selv kan gøre for fortsat efter årsskiftet at kunne være leverandører til store virksomheder.
Mere omstilling
I Dragør Golfklub, der lægger lokaler til mødet, har man sat fokus på grøn omstilling. Man har nemlig fået lagt jordvarme ind på et stort område af sine baner. Denne grønne omstilling vil der også blive fortalt om denne aften.
Tilmelding påkrævet. Se mere i annoncen på side 2.