Stor omsætning
Dragør Rotary Klub havde succes ved sidste års julemarked
Dragør Rotary havde sidste år – som i de foregående syv år – en bod med på Dragør Julemarked på Badstuevælen.
Ved Dragør Rotary Klubs seneste møde, torsdag den 25. januar, blev regnskabet for sidste års julebod fremlagt.
Og det var godt nyt for klubben: pr. dag havde der været den hidtil højeste omsætning.
»Vi meget tilfredse med, at vores medlemmer kan deltage i de otte åbningsdage i november og december, hvor julemarkedet holder åbent – og vi er naturligvis også meget glade for indtægten fra boden,« fortæller Peter Bothmann fra Dragør Rotary Klub.
Boden hedder »Rotary for Børn«. Den består af en fiskedam, hvor børn og barnlige sjæle kan få gevinst ved at fange tre plastikænder, og et lotteri.
»De gevinster, vi uddeler, er allesammen ydet af vore lokale sponsorer, som vi skylder stor tak,« tilføjer Peter Bothmann.
Ungdomsudveksling
Overskuddet fra juleboden går ubeskåret til Rotarys ungdomsudveksling.
Hvert år sender Dragør Rotary en ung ud i verden, og samtidig modtager klubben en ung fra udlandet. Dennes ophold i Danmark og dennes skolegang, fritidsaktiviteter og oplevelser dækkes i et eller andet omfang af Rotary.
Prøvemedlemsskab
Peter Bothmann fortæller til Dragør Nyt, at hvis nogle af avisens læsere vil høre mere om Dragør Rotary, klubbens møder og sammenkomster eller eventuelt ønsker et gratis prøvemedlemsskab af klubben, kan Dragør Rotary Klub kontaktes på tlf. 60 62 12 76.