Internationalt besøg
Der er stor interesse for Dragørs historie blandt unge amerikanere
Af Mikael Sonne
Med jævne mellemrum ses museumsinspektør Christian Aagaard fra Museum Amager gå rundt i Dragørs gamle bydel og på Dragør Havn omgivet af unge mennesker med et nysgerrigt og forundret blik i øjnene.
En sådan begivenhed fandt for eksempel sted onsdag den 10. april.
De unge, museumsinspektøren viser rundt i byen, er udvekslingsstuderende fra USA, der som en del af deres studieophold i Danmark kommer på udflugt til Dragør for at høre om den danske besættelsestid under anden verdenskrig, med særligt fokus på de danske jøders flugt i 1943.
Turen gik forbi kysten, hvor de studerende med egne øjne kunne se til Sverige få kilometer væk.
Der blev bl.a. talt om det lille lokalsamfunds plads i historien om holocaust, og hvorfor det er vigtigt at tale om flugten fra et lokalt perspektiv, hvor man kan få fornemmelsen af de menneskelige skæbner, der ellers let forsvinder i krigens vanvittige statistikker med millioner af dræbte.
Byvandringerne er en del af et fast samarbejde, Museum Amager har med nonprofitorganisationen DIS, der står for at arrangere studieophold i Danmark for netop amerikanere.
Hvert år kommer der fem til seks hold studerende på besøg i Dragør, hvor de ud over at høre om byens interessante krigshistorie også får mulighed for at gå på opdagelse i og imponeres over byens velbevarede gamle bydel, der for de fleste af gæsterne er et noget uvant syn.
Især synet af huse med stråtag vækker forundring hos mange af de unge studerende, der gerne tager rigtig mange billeder undervejs på museets byvandringer.
Som en tradition sluttes turene gerne af med kaffe og kage i Dragør Besøgscenter, hvor der er afsat god tid til amerikanernes mange nysgerrige spørgsmål om alt mellem himmel og jord.