Et stort opbud af fremmødte til borgerforeningens generalforsamling fylder godt op i salen på Beghuset. Fotos: TorbenStender.
Et stort opbud af fremmødte til borgerforeningens generalforsamling fylder godt op i salen på Beghuset. Fotos: TorbenStender.

Generalforsamling i borgerforeningen

Af Mikael Sonne

Hele 114 medlemmer mødte op til den årlige generalforsamling i Dragør Borgerforening.

Afholdelsen af generalforsamlingen gik forbavsende hurtigt. Advokat Ole Theut blev valgt som dirigent, og Ulrik Ankerstjerne og Poul Mærkedahl blev valgt som stemmetællere – hvis der skulle blive brug for det.

Der er kø til skipperlabskovsen, serveret af Linea Olsen.
Der er kø til skipperlabskovsen, serveret af Linea Olsen.

Dirigenten gik hurtigt videre, efter naturligvis at have erklæret generalforsamlingen lovlig indkaldt, til formandens beretning. Her fortalte formanden, Jørn S. Larsen, om året, der var gået. Han kunne desværre også meddele, at ni medlemmer var afgået ved døden – og i respekt holdt man et minuts stilhed.

Der var forbavsende få spørgsmål til formandens beretning, og de, der blev stillet, drejede sig mest om Dragør Biograf og foreningens tilbud om at overtage den. Efter kasserer Flemming Aunel havde svaret på spørgsmålene, blev beretningen vedtaget.

Næste punkt var regnskabet, som Flemming Aunel fremlagde. Han redegjorde for, hvad der var årsag til et underskud på driften på cirka 86.000. Det blev forklaret som opstået ved stigende udgifter til vedligeholdelse af ejendommen, arrangementer for medlemmerne samt advokat- og konsulentbistand i forbindelse med de nye forpagtere samt foreningens tilbud om overtagelse af biografen.

Herefter blev regnskabet godkendt, og fastlæggelse af kontingent for 2024 forblev uændret.

Forsamlingen skulle herefter stemme om valg til bestyrelsen – på valg var René Schwaner, Flemming Aunel, Søs Ludvigsen, Per G. Larsson, samt revisor og revisorsuppleant Ulrik Ankerstjerne og Poul Mærkedahl. Alle modtog genvalg og blev enstemmigt valgt. Rene Espersen genopstillede ikke, og bestyrelsen havde derfor foreslået Tore Neidel, der efter en kort præsentation også blev valgt.

Så manglede kun punktet eventuelt, men da medlemmernes ganer nu begyndte at længes, kunne dirigent Ole Theut straks afslutte generalforsamlingen og takke for god ro og orden.

Jørn S. Larsen bød herefter forsamlingen på skipperlabskovs, der som noget nyt i år blev opkævet betaling for. Ikke længe efter, da alle var blevet mætte, og Linea Olsen havde modtaget anerkendelse for en dejlig labskovs, kunne den store forsamling og deres bestyrelse se tilbage på en vellykket generalforsamling.

Fik du læst?