Der løbes stafet i 12 timer i årets udgave af Stafet For Livet, der finder sted på Dragør Havn. Arkivfoto.
Der løbes stafet i 12 timer i årets udgave af Stafet For Livet, der finder sted på Dragør Havn. Arkivfoto.

Stafet For Livet genopstår i Dragør

I et halvt døgn vil der blive løbet og gået til fordel for Kræftens Bekæmpelse

Af Thomas Mose

Efter en længere ufrivillig pause vender velgørenhedsarrangementet »Stafet For Livet« tilbage til Dragør i juni måned. Det er nu fem år siden, at dette arrangement sidst blev afholdt i Dragør.

Britt Mariegaard, som er en del af holdet bag »Stafet For Livet Dragør«, oplyser, at det først var coronapandemien og sidenhen udfordringer med at finde en egnet, ny lokation til arrangementet, der havde spændt ben for arrangementet.

Men alt er nu kommet på plads – og lørdag den 15. juni lægger havnepladsen asfalt til 2024-udgaven af »Stafet for Livet Dragør«.

2019-udgaven af Stafet For Livet blev afholdt på Dragør Skole. Arkivfoto: TorbenStender.
2019-udgaven af Stafet For Livet blev afholdt på Dragør Skole. Arkivfoto: TorbenStender.

Fælleskab mod kræft

Stafet For Livet er en holdaktivitet, hvor deltagerne fejrer livet og fællesskabet, mens de går eller løber sammen på en rute. Samtidig hermed bliver der samlet ind til kræftsagen.

Stafet For Livet er også en anledning til at mindes dem, man har mistet til kræft, og til at give håb til dem, der kæmper med sygdommen. Det sker blandt andet under den smukke lysceremoni, som finder sted ved mørkets frembrud.

Tidligere år har formatet været en 24-timers stafet, men efter grundige overvejelser og med et håb om endnu flere deltagere har man besluttet at skære arrangementet ned til cirka 12 timer (fra kl. 9–23).

Det er helt op til deltagerne selv, om de vil løbe eller gå. Det vigtigste er, at deltagerne sammen kommer gennem de 12 timer, som stafetten i Dragør varer.

Ved de foregående stafetter har det været en forudsætning for deltagelse, at man var tilmeldt et hold, men i år har arrangørerne valgt at lade stafetten være en åben begivenhed, hvor alle er velkomne, også selvom man ikke allerede er en del af et hold.

I løbet af det halve døgn med Stafet For Livet i Dragør vil der være forskellige aktiviteter for både børn og voksne, ligesom der vil være mulighed for at købe både mad og drikkevarer. Stafet For Livet Dragør byder på konkurrencer, auktion og livemusik – altsammen med dét samlet formål at samle ind til kræftsagen.

Alle beløb, der indsamles via Stafet For Livet, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Velgørehedscykelløb i mål

Det er ikke kun Stafet For Livet, der samler ind til kampen mod kræft.

De 100 ryttere og 10 hjælpere, der deltager velgørenhedscykelløbet »Race 500 Against Cancer«, afslutter nemlig deres 500 km lange tur rundt i landet midt under årets udgave af Stafet For Livet Dragør.

Ved sidste års udgave af »Race 500 Against Cancer« lykkedes det cykelfeltet at indsamle 1,1 mio. kr. til kampen mod sygdommen.

Tilmelding til stafetten kan ske via www.stafetforlivet.dk

Fik du læst?