Kirkerne gør klar til valg

Informationsmøde om menighedsrådsvalg

Af Thomas Mose

Tirsdag den 14. maj blev der, over hele landet, afholdt informationsmøder som start på årets menighedsrådsvalg, som finder sted tirsdag den 17. september.

Både i Store Magleby Kirkes graverbolig og i sognegården i Dragør Kirke var stemningen god, da nuværende og potentielle kommende medlemmer af menighedsrådet var samlet

I Store Magleby blev der budt på tapas og en god snak om de opgaver, menighedsrådet dér løser i samarbejde med kirkens præster og ansatte.

Orienteringsmøderne gav begge steder de fremmødte mulighed for at få indsigt i de opgaver, der skal løses af menighedsrådet.

Samtidig kunne man på møderne komme med idéer og ønsker til det kirkelige liv og til menighedsrådets prioriteringer af kirkens ressourcer, og hvordan aktiviteter skal fordeles og udføres i fremtiden.

Menighedsrådets arbejde og muligheder

Menighedsrådet spiller en central rolle i at udvikle og bevare kirkens identitet og fællesskab.

Rådet vælges for en fireårig periode, og i den periode kan medlemmerne være en del af mange både spændende og betydningsfulde opgaver. Det er for eksempel menighedsrået, der sammen med præsterne og kirkens øvrige personale står for vedligeholdelse af kirken og andre bygninger, økonomistyring, personaleledelse, kommunikation og understøttelse af kirkens arrangementer.

Menighedsrådet ved Dragør Kirke består af otte valgte medlemmer, mens menighedsrådet ved Store Magleby Kirke består af 12 medlemmer.

Begge steder glæder man sig til at få nye medlemmer med efter valget den 17. september.

Der serveres tapas ved informationsmødet i Store Magleby Kirkes graverbolig. Foto: TorbenStender.
Der serveres tapas ved informationsmødet i Store Magleby Kirkes graverbolig. Foto: TorbenStender.
Dragør Sogns menighedsråd fortæller om deres arbejde. Foto: TorbenStender.
Dragør Sogns menighedsråd fortæller om deres arbejde. Foto: TorbenStender.

Fik du læst?