Fest i regn og blæst

Vejret og resultatet stod i stærk kontrast til en ellers glædelig begivenhed i ­Dragør Boldklub. Oprykningsfesten endte i ­dårligt vejr og nederlag, men det gode ­humør og stoltheden bestod

Af Jens Munch

Silende regn og hård vind gjorde sit til at ødelægge humøret foran klubhuset og langs banens linjer. Men det lykkedes ikke.

De første, Dragør Nyt’s udsendte mødte ved nærmeste hjørneflag, var en flok af klubbens yngre supportere. Paraplyer, regnjakker og varme tæpper værnede om den gode stemning.

På spørgsmålet om, hvorfor de i alverden var mødt op i det dårlige vejr og ikke bare var blevet hjemme i varmen, svarede de fleste højlydt i munden på hinanden:

»Fordi vi støtter Dragør. Det er en rigtig vigtig kamp. Den er vigtig, fordi vi lige er rykket op. Vi er her for at heppe. Vi er stolte af dem. Det er mega sejt, at de er rykket op. De kommer også til at vinde næste år. Det er et rigtig godt hold, der spiller godt sammen. Og de har den bedste målmand ved navn Mads.«

Oppe foran klubhuset var der opstillet en hvid pavillon, hvor omtrent 40 personer havde fundet ly for de lunefulde vejrguder. Men alle blikke var rettet koncentreret mod banen, hvor de netop oprykkede lokale unge mænd kæmpede for den sidste omgang ære i denne sæson.

25-årig en af de »gamle«

En gruppe på seks personer holdt tæt sammen og ville gerne fortælle, hvorfor de trodsede regn og blæst.

Kristine Janniche fortalte, at hendes søn Sylvester Janniche Thomsen løb med i det såkaldte paradeløb inden kampen, hvor en flok drenge fik lov til at følges med spillerne ind på banen, inden dommer Yilmaz Yüksel fløjtede opgøret i gang. Og så blev hun og han naturligvis hængende for at se kampen.

Jette og Michael Strandby havde en særlig interesse i kampen, da deres 25-årige søn Nikolaj Strandby med nummer to på ryggen var en del af forsvaret på DB’s bedste hold.

Michael Strandby fortæller: »Jeg vil betegne sæsonen som en succes. Det er et rigtig godt hold. Der er mange unge spillere, og de har dygtige trænere, som giver plads til de unge. Kombinationen af erfaring og ungdom har gjort udslaget. Jeg synes, det er meget positivt. Vores søn er jo 25 år gammel og som sådan en af de ældre spillere. Jeg tror, at de kommer til at gøre en god figur i københavnsserien.«

Moderen Jette Strandby supplerede: »Vores søn har været med hele sæsonen, og som 25-årig er han en af de ældre spillere på holdet. Han er en af de gamle.«

Hverken mor eller far var nervøse for næste sæson, hvor modstanden alt andet lige bliver på et højere niveau.

»Spillemæssigt er det bedre hold, de kommer til at møde, men vores spillestil passer i virkeligheden bedre ind der. Vores drenge spiller hurtigt, de er meget boldsikre, og de vokser hele tiden med opgaven. De har et enormt godt sammenhold. De hygger sig og har det sjovt,« siger Michael Strandby.

Jette Strandby bryder ind med ordene: »Og så er der disciplin«, og det kan faderen nikke genkendende til: »Der er seriøsitet. De skal passe deres træning, og de går ikke i byen før kampe. Og det er min fornemmelse, at det lever de efter. Vores søn gør i hvert fald,« siger han med et smil på læben, og tilføjer:

»Også fordi han er ældre og derfor har ansvar for at sige til de andre, at disciplinen er vigtig.«

Benjamin Winding var klædt i vandtæt tøj fra top til tå:

»Nikolaj Strandby er min tantes bror, så derfor vil jeg da se kampen,« sagde han og erkendte, at tøjet dog måske ikke var helt varmt nok.

Opsang i pausen

Kim Damkær udgør sammen med Janus Krüger-Larsen holdets trænerduo. Han havde en mindre opsang til spillerne i pausen, hvor der stod 0–0 på måltavlen:

»Jeg sagde til dem, at vi leverede en første halvleg under niveau. At vi er bedre end det her. At vi skal gå ud og lukke af med 45 minutter med fuldt hug. Det er vores sidste kamp i serie 1, så de skal vise, at de gerne vil være med. De, der er kommet for at se dem, fortjener selvfølgelig at se, at vi giver os 100 procent. Og det gjorde vi ikke i første halvleg,« lyder det fra træneren.

Da snakken faldt på sæsonen som helhed, fortæller Kim Damkær, at det har været en godkendt sæson, hvor holdet gradvist er blevet bedre og bedre. Det består af mange gode unge spillere, som er vokset meget med opgaven.

»Og det er selvfølgelig sindssygt positivt. Så vi glæder os rigtig meget til næste sæson, hvor vi møder nogle nye hold og skal se, om vi kan klare os på et højere niveau – vi ved, at vi skal tage et ekstra skridt opad,« sagde Kim Damkær, der mener, at holdet i løbet af sæsonen er blevet mere og mere sammenspillet, og at spillerne er blevet bedre til det, trænerne gerne ser – nemlig spil langs jorden med mange afleveringer.

Han betegner holdet som meget ungt, med en gennemsnitsalder på ikke meget mere end 20 år.

Han og Janus Krüger-Larsen har trænet de fleste af spillerne, fra de var helt små drenge – og beskrev det som rigtig sjovt at kunne gøre dem til stammen på klubbens førstehold.

Han fortalte: »Det særlige ved, at de er unge, er, at de skal vænne sig til det fysiske pres i seniorbold. Det har været en omvæltning for dem. Det første år brugte vi på netop det. Men vi er ekstra stolte af, at de alle kommer fra Dragør. På mange seniorhold er det jo spillere udefra. Men de her drenge har spillet fodbold i Dragør fra de var små.«

Kim Damkær erkendte risikoen for, at holdet bliver splittet ad næste år:

»Men det kan vi jo ikke vide. Det må vi tage, som det kommer. I så fald må vi finde nogle andre,« afslutter han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Tre–fire generationer i DB

I anden halvleg havde lidt flere tilhængere vovet sig ud langs sidelinjen.

Dragør Nyt mødte tre herrer, som på ingen måde lod sig mærke af den stride vind. De tre herrer på sidelinjen var Jan Jansen, Lars Christensen og Jørgen Krüger-Larsen. Sidstnævnte navn virkede bekendt. Det vender vi tilbage til.

Jan Jansen syntes, at sæsonen har været meget op og ned. Men som han sagde:

»Jeg synes, at det har været en fornøjelse at se to Dragør-drenge som trænere føre holdet op i københavnsserien og samtidig se, at det er unge spillere fra Dragør, der markerer klubben.«

Lars Christensen var ikke bekymret over, at det det endnu stod 0–0 i kampen.

De er jo allerede rykket op, som han sagde, selvom han da godt var klar over, at spillernes dag nok ville blive lidt mere festlig, hvis de rent faktisk hev en sejr hjem.

Jørgen Krüger-Larsen, hvis navn virkede bekendt, sagde:

»Jeg er far til den ene træner, Janus Krüger-Larsen, og farfar til midtbanespilleren Julius Krüger, der er skadet oppe mellem ørerne, da han fik et rødt kort i seneste kamp. Derfor har han karantæne og må desværre gå glip af dagens kamp. Han har en kort lunte ligesom resten af familien.«

Jørgen Krüger-Larsen mente, at opgaven nu er, at holdet skal stabilisere sig.

»Trænernes ambitioner rækker jo nogle gange lidt længere end spillernes,« som han siger.

Ifølge ham skal der bygges ovenpå det helt utroligt gode kammeratskab, der er opstået blandt de unge drenge.

»De har det perfekt sammen. Også uden for linjerne,« siger farfar, der selv har spillet i DB tilbage i 1960’erne.

»Jeg sluttede som old-boys som 45-årig, og nu er jeg 75. Jeg har fulgt min egen søn til fodbold. Nu er han træner. Og om få år er næste kuld klar,« tilføjer han.

Kampen endte desværre med et nederlag på 0–1 til Nørrebro FF. Men det snakker vi ikke mere om i denne artikel, på en dag hvor stoltheden og glæden dominerede.

Læs om kampen her …