Nyt ansigt på biblioteket

I denne måned har man kunnet møde en helt ny person bag skranken på Dragør Bibliotek
Amanda Birkedal Christiansen, der er uddannet i litteraturvidenskab, er i virksomhedspraktik på Dragør Bibliotek. Foto: Dragør Bibliotek.
Amanda Birkedal Christiansen, der er uddannet i litteraturvidenskab, er i virksomhedspraktik på Dragør Bibliotek. Foto: Dragør Bibliotek.

Fra første i august har Dragør Bibliotek Dragørs borgere haft chancen for møde et nyt ansigt ved skranken på Dragør Bibliotek. Der tiltrådte Amanda Birkedal Christiansen nemlig i fire ugers virksomhedspraktik.

Amanda Birkedal Christiansen er 28 år. Hun er uddannet i litteraturvidenskab og arbejder deltid på et forlag.

Virksomhedspraktik giver ledige mulighed for få mere erfaring med arbejdsmarkedet eller måske i en ny branche. Det gælder også dem, der »kun« er deltidsledige.

»Det har været enormt givende at være i virksomhedspraktik på Dragør Bibliotek,« fortæller Amanda Birkedal Christiansen og fortsætter:

»Alle har været utrolig imødekommende og har lukket mig indenfor i deres arbejdsgange. Det har givet mig en hel masse indsigt og redskaber, som jeg kan tage med mig videre. Derudover har jeg også fået mulighed for at sætte min faglighed i spil sammen med nogle af de værktøjer, der fylder i biblioteksarbejdet.«

Litteraturvidenskab handler naturligvis om litteratur, og det er der masser af på et bibliotek.

Gensidigt udbytte

Amanda Birkedal Christiansens funktion er blandt andet at hjælpe lånerne med inspiration til deres næste bog på samme vis som bibliotekets medarbejdere. Samtidig har hun fået ansvar for at lave opslag til en kampagne med titlen »Septemberbøger«.

»Amanda er en stor gevinst for Dragør Bibliotek,« skriver biblioteksleder Pernille Sonne til Dragør Nyt – og hun uddyber:

»Vi er et lille hus, og det er meget givende at få en dygtig og næsten nyuddannet litterat som Amanda i praktik. Hun stiller spørgsmål til nogle ting, som vi går og tager for givet. Så bliver vi nødt til at tænke over, hvorfor det lige er, at vi gør, som vi gør.«

Også bibliotekets øvrige personale har været glad for det nye ansigt.

Ulla Fajfer, der er bibliotekar, fortæller, at Amanda Birkedal Christiansen har været meget nysgerrig og åben.

»Det har været rigtig fint at skulle sætte ord på erfaringer og rutiner, særligt hvordan vi anbefaler bøgerne til forskellige læsere,« beretter bibliotekaren.

En chance for ledige

Pernille Sonne fortæller om forløbet, at hun har lang erfaring med at have ledige i praktik. Som arbejdsgiver synes hun, at man skal give de ledige en chance for at komme tættere på arbejdsmarkedet.

»Derfor var det meget naturligt for mig at tage Amanda ind som praktikant, fordi hendes profil passer godt til Dragør Bibliotek,« siger Pernille Sonne.

Hun anbefaler også andre at tage praktikanter og giver et par tips med på vejen.

»Så længe man som leder sørger for, at begge parter får udbytte af samarbejdet, og at praktikanten passer til virksomheden, kan det være meget værdifuldt,« tilføjer bibliotekslederen.

Når praktikperioden udløber, skal Amanda Birkedal Christiansen videre i sit arbejdsliv.

Fik du læst?