Verdens bedste nyheder

Start dagen med gode nyheder fra hele verden

Fredag den 6. september fra kl. 7.15 og en time eller to frem kan man på Vestgrønningen, foran biblioteket og Dragør Skole, modtage en fysisk udgave af gratis avisen Verdens Bedste Nyheder.

Der vil denne morgen være tusindvis af frivillige, fordelt over hele landet, der vil uddele avisen. To af de frivillige denne morgen vil være borgmester Kenneth Gøtterup og biblioteksleder Pernille Sonne.

Verdens Bedste Nyheder handler om alle de gode ting og fremskridt, der sker i verden på vej mod en bæredygtig, fredelig, retfærdig og demokratisk klode.

Normalt udkommer avisen kun digitalt, men én gang om året udkommer den på papir, hvor Frivillige uddeler avisen gratis om morgenen. Avisen kalder selv arrangementet for Verdens Bedste Morgen.

Grundlag for avisen

På sin hjemmeside skriver avisen:

»Vi tror på, at nuanceret viden skaber håb, og at håb skaber motivation for handling. Vores arbejde tager udgangspunkt i Verdensmålene. Jo flere, der kender målene, jo flere er med til at sikre, at vores politiske ledere leverer resultater. Og jo flere der ved, hvilke fremskridt og løsninger verden byder på, jo flere kan bidrage til, at de bliver ført ud i livet.«

I avisens pressemeddelelse om Verdens bedste Morgen står der:

»Når man kun hører om alt det, der går den gale vej, tror man at verden er i langt værre tilstand, end den i virkeligheden er. Derfor skriver Verdens Bedste Nyheder historier om samarbejder, politiske aftaler og lokale løsninger, som bidrager til at fremme lighed, retfærdighed og bæredygtighed rundt omkring på kloden. Historier som de traditionelle medier ofte overser.«

I år det 15. gang, at der bliver uddelt en fysisk papiravis til danskerne. I år sker det i alle landets 98 kommuner på i alt 230 uddelingssteder.

Verdens Bedste Nyheder er en nonprofit selvstændig forening, der er stiftet af FN.

På fredag kan man få en fysisk udgave af avisen Verdens Bedste Nyheder.
På fredag kan man få en fysisk udgave af avisen Verdens Bedste Nyheder.

Fik du læst?