Det er svært at snakke om alkohol

Hvis man er opvokset i Dragør, har man sikkert gode minder med den måde, man afsluttede 9. klasse med. Og den slags minder kan gøre det svært at gøre op med alkoholtraditionerne. Sådan lyder det fra to forældre, der dog er klar til at tage kampen

Det er meget svært at snakke om. Man kan næsten være bange for at tage emnet op. Disse udsagn gik igen hos mange af de forældre til unge fra 7.-, 8.- og 9.-klasseelever, der var mødt op til kickoff-eventet for »Alkoholfri skolegang i Dragør – hvorfor og hvordan« på Dragør Skole tirsdag den 3. september.

Og flere af dem gav udtryk for, at de havde brug for hjælp fra SSP-konsulenten eller andre fagpersoner for at tage snakken.

For snakken skal tages. Gerne allerede i 6. og 7. klasse, pegede Susanne Thygesen og Signe Mygind Karaca på.

De er begge forældre til børn i 7. klasse og sidder i forældreråd sammen.

»Det er jo noget helt nyt, vi skal til at forholde os til. Men vi vil gerne være på forkant, så det ikke kommer pludseligt, og vi ikke har nået at tage snakken i klassen,« sagde Signe Mygind Karaca.

Både hun og Susanne Thygesen var meget enige i, at der er nogle traditioner i Dragør, som går langt tilbage, men som man er nødt til at gøre op med.

»Når 9.-klasseeleverne cykler rundt til alle forældre og får en genstand hvert sted, kan de jo ende med at få 24 genstande. Altså det ville jeg da ikke kunne tåle. Vi er nødt til at få set på de her vaner. Og vi er nok også nødt til at se på vores egne vaner. Dragør ligger jo også nummer et, når det gælder voksne og alkohol. Men mange har det nok sådan, at alkohol først er et problem, hvis man sidder på et snusket værtshus hver dag. Det er, som om det ikke er et alkoholproblem, hvis man drikker vin, der koster 500 kroner flasken,« lød det fra Susanne Thygesen, og Signe Mygind Karaca stemte i:

»En af grundene til, at det her er så svært at snakke om og blive enige om, er, at der er en masse traditioner herude, som mange forældre selv har gode minder med. Og så kan man hurtigt blive opfattet som en sur løftet pegefinger, hvis man gerne vil sætte spørgsmålstegn ved, om det er det rigtige at fortsætte med.«

Artiklen fortsætter efter billedet.

Susanne Thygesen og Signe Mygind Karaca vil gerne bakke op om en alkoholfri skolegang for deres børn. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.
Susanne Thygesen og Signe Mygind Karaca vil gerne bakke op om en alkoholfri skolegang for deres børn. Foto: Kirsten Marie Juel Jensen.

Kræver sjove alkoholfrie events

De to forældre var også meget enige om, at det er vigtigt, at man ikke er bange for at sige nej til sine børn. Men nemt er det ikke. Og det kræver, at kommunen bakker forældrenes nej til alkohol op med en masse gode tilbud om alkoholfrie events.

»Det er jo hele tiden et dilemma. Man vil gerne lære dem, at de ikke skal drikke alkohol, men man vil heller ikke have, at de skal være uden for fællesskabet, hvis de andre drikker. Denne aften har dog bekræftet os i, at vi er nødt til at være modige og tage de svære diskussioner. Ikke, at vi skal til at være formanende. Vi skal også lytte til de unge. Men vi skylder dem faktisk at gå forrest og sætte nogle grænser,« sagde Signe Mygind Karaca og fortsatte:

»Vi skal gøre det cool ikke at drikke alkohol, men det kræver, at man laver nogle fede tilbud til de unge, hvor alkohol ikke spiller en rolle. Og det kræver virkelig et kulturskifte.«

Susanne Thygesen bakkede helt op om den tanke:

»Jeg håber, at UngDragør kan være med til at skabe noget nyt med de tilbud, de er ved at stable på benene. Måske kan vi også få nogle sponsorer på og få skabt nogle events, der fanger dem. For lige nu har de unge i byen ikke ret mange steder at gå hen, og så er det jo, at de ender med at sidde rundt på legepladserne og andre steder for at drikke,« sagde hun.

Fik du læst?