Sidste skoledag skal være alkoholfri

Når 9. klasserne i Dragør holder sidste skoledag i 2025, skal det ske uden alkohol. Men det skal være sjovt, festligt og minde­værdigt. Det er planen i Dragør Kommune, hvor UngDragør går forrest med en række prøveballoner for at finde ud af, hvad der kan fange de unges opmærksomhed

»Vi ønsker at slå en streg i sandet og skabe nogle rammer for – forhåbentlig – nogle nye traditioner i Dragør Kommune. Konkret ønsker vi at være med til at skabe en mindeværdig afslutningsdag for 9. årgang til næste sommer – uden alkohol«.

Sådan lyder det samstemmende fra borgmester Kenneth Gøtterup og Henrik L. Kjærsvold-Niclasen, der er formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget i Dragør Kommune.

De mener, at en god løftestang til at ændre alkoholkulturen blandt unge i Dragør vil være at sætte fokus på 9.-klassernes afslutningsdag – og vise, at det kan være cool og festligt at fejre denne milepæl uden alkohol.

Det kommer i høj grad til at være UngDragør, der går forrest med at finde ud af, hvordan sidste skoledag i 2025 så skal se ud.

Det første, Troels Wassard Lund, leder af UngDragør, slog fast, da han til kickoff-eventet for »Alkoholfri skolegang i Dragør – hvorfor og hvordan« på Dragør Skole i sidste uge skulle præsentere idéen, var, at de unge bliver inddraget hele vejen i planlægningen.

Troels Wassard Lund siger, at han ikke kommer til at beslutte noget uden, at han har talt med de unge om det. Helt konkret bliver der nedsat en fokusgruppe med 9.-klasseelever fra alle tre skoler. Og det bliver ikke kun dem, der melder sig frivilligt. Gruppen skal sammensættes bredt, så nogle vil også blive prikket på skulderen og bedt om at deltage.

Sigter efter festivalstemning

»Vi kommer til at bruge erfaringerne fra andre kommuner, hvor man flere steder har haft stor succes med alkoholfrie events. Det kan være en koncert eller noget andet, de unge kan samles om. Vi vil gerne skabe noget festivalstemning. Vores udfordring er, at vi måske kan samle 150, når alle 9. klasser er samlet – det giver ikke den samme festivalstemning som i Aarhus, hvor man kan samle 3.000. Men vi kommer til at lave mange prøveballoner for at se, hvad der virker,« lød det fra Troels Wassard Lund, der understregede, at de sikkert også kommer til at afprøve ting, der viser sig at være et flop.

Han er dog meget optimistisk i forhold til, at UngDragør har et år til at afprøve forskellige typer af events i Ungdomsklubben, og at de unge selv skal være med til at skabe lige præcis det event, der gør, at man ikke vil gå glip af det – også selvom det er uden alkohol.

»Og det er faktisk også forældrenes ansvar at bakke op om det her,« pointerede lederen af UngDragør.

UngDragør vil gøre op med traditionen med alkohol på sidste skoledag. Arkivfoto: TorbenStender.
UngDragør vil gøre op med traditionen med alkohol på sidste skoledag. Arkivfoto: TorbenStender.

Fik du læst?