Karrieremesse hjælper de ældste elever – og giver gode muligheder for at netværke

Siden 2018 har Store Magleby Skole været hjemsted for en karrieremesse for 8.- og 9.-klasserne fra kommunens skoler. Virksomheder har gavn af mødet med de unge – og hinanden, fortæller Christiane Due-Nymark, der har været tovholder siden begyndelsen

Hvad kan jeg blive?

Det store spørgsmål har runget gennem generationer af teenagehoveder, når tanken er faldet på fremtiden.

For de ældste elever på Dragør Kommunes tre folkeskoler har det siden 2018 været lidt lettere at koge svarmulighederne ned.

8.- og 9.-klasserne kan nemlig en gang om året få et indblik i nogle af mulighederne på en karrieremesse på Store Magleby Skole.

Christiane Due-Nymark er lærer på Store Magleby Skole, og hun har været tovholder på karrieremessen siden begyndelsen. Således også i år, hvor messen finder sted onsdag den 6. november i dagtimerne. Her får eleverne fra de tre skoler hver 50 minutter til at kigge sig omkring blandt de hovedsageligt lokale virksomheder, der stiller op.

Målet er omkring 25 virksomheder – og indtil videre har 13 tilmeldt sig. Det bekymrer dog ikke Christiane Due-Nymark, selvom den formelle tilmeldingsfrist er mandag den 16. september.

»Det er meget fint for dette tidspunkt. Vi sendte omkring 50 invitationer ud i juni. Syv til otte stykker meldte sig til nærmest samme dag, og så kom der nogle stykker hen over sommeren. Men vi ved af erfaring, at det også er nødvendigt at følge op her i september,« siger hun.

Virksomheder uden for kommunegrænsen kan også deltage. Københavns Lufthavn plejer at deltage, og kontakt til forældregruppen på Store Magleby Skole giver også af og til virksomheder fra andre kommuner.

»Vi forsøger altid at supplere med nye og udvide basen,« siger tovholderen, og tilføjer:

»Det er vigtigt at få repræsentanter for en rigtig stor bredde af job og uddannelser.«

Artiklen fortsætter efter billedet.

Karrieremessen på Store Magleby Skole får besøg fra kommunens tre folkeskoler og omkring 25 virksomheder, der hovedsageligt stammer fra lokalområdet. Arkivfoto: Thomas Mose.
Karrieremessen på Store Magleby Skole får besøg fra kommunens tre folkeskoler og omkring 25 virksomheder, der hovedsageligt stammer fra lokalområdet. Arkivfoto: Thomas Mose.

Netværk for virksomheder

Skoleeleverne får et afbræk i skoledagen og et indblik i forskellige karrieremuligheder. Men for virksomhederne er der også noget at komme efter.

»Virksomhederne får eksponering i lokalsamfundet, og de får mulighed for at fortælle, hvorfor det, de elsker at lave, er noget helt særligt. Der er også god mulighed for at netværke med de andre virksomheder under frokostpausen,« siger hun og understreger, at arbejdsindsatsen ikke behøver at være enorm.

»Selve messen varer tre timer, og det er meget forskelligt, hvor meget arbejde man vil lægge i det inden da. Vi forventer ikke, at man bruger dage på at forberede sig. Vi kan se, at man kan gøre meget ved bare at have noget, eleverne kan prøve kræfter med. Vi har for eksempel en optiker, der har stillet op tre gange med sin synstestmaskine, og sidste år havde vi en helt fantastisk elektriker, der havde et stik med, som man skulle samle. Begge dele trækker rigtig mange til. Hvis man mangler idéer, plejer vi at sende en skrivelse med forslag til, hvordan man kan gøre sin stand spændende. Men vi har ikke nogen særlige krav.«

Står ikke alene

Karrieremessen er en del af en samlet indsats med karrierelæring i Dragør Kommune. Ud over karrieremessen rummer indsatsen speeddating med elever fra de forskellige ungdomsuddannelser og en iværksætterkonkurrence i samarbejde med Dragør Rotary Klub.

»Da vi begyndte, havde vi ret mange i Dragør, der ikke var kommet videre med uddannelser fem år efter, at de havde afsluttet deres ungdomsuddannelse. Så vi tænkte, at vi skulle hjælpe dem med at udvide horisonten og forstå, at man kunne vælge andre ting, og at der er mange veje til en spændende karriere,« siger Christiane Due-Nymark.

Hun fortsætter med at fortæller, at karrierelæring også handler om, at man ikke nødvendigvis skal træffe et stort valg.

»Livet tager sving og omveje indimellem, så man kan sagtens vælge om i løbet af årene,« tilføjer hun.

Hvis man vil hjælpe de unge med det første valg, kan man stadig nå at melde sig til ved at kontakte arrangørerne på Store Magleby Skole. Alle erhvervsgrupper er velkomne, men Christiane Due-Nymark har alligevel en særlig bøn.

»Vi kunne specielt godt tænke os flere håndværkere. Håndværksvirksomheder er ofte små, og for en lille virksomhed kan tre timer virke som lang tid. Men fagene skriger på arbejdskraft, så det er vigtigt at gøre opmærksom på sig selv,« slutter hun.

Fik du læst?