Lidt lettere at komme i skole med bussen

En omlægning af linje 33 giver bedre forbindelse til Ørestad Gymnasium og Store Magleby Skole – eleverne på Tårnby Gymnasium får ingen forbedring.

Inden året er omme, bliver det sandsynligvis lidt lettere for elever på Ørestad Gymnasium og Store Magleby Skole at nå frem, inden skoleklokken ringer.

Klima-, By- og Erhvervsudvalget har netop anbefalet Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen at stemme for en ændring i bustiderne på linje 33.

Bussenlinjen bruges både af gymnasieeleverne og skoleeleverne, og trafikselskabet Movia er efter en henvendelse fra Dragør Kommune gået med til at tilpasse bussens køreplan med ti minutter, så de kan nå til skole og gymnasium i rette tid. Det betyder nye bustider fra december i år.

Lokale elever på Tårnby Gymnasium får til gengæld ikke lettere ved at gå i skole. Københavns Kommune har afvist, at linje 35’s rute kan ændres, så der kan laves stoppesteder tættere på gymnasiet. Det vil nemlig betyde, at Amagerbrogade får ringere busbetjening.

Bortset fra ændringen i køreplanen på linje 33 vil busserne køre som hidtil i Dragør Kommune. Således vil linje 33 køre to gange i timen i myldretiden og en gang i timen resten af dagen og om aftenen. Desuden kører den som natbus mellem Søvang og København.

Linje 35 kører også fremover hver halve time i dagtimerne og en gang i timen om aftenen i retning mod Sundbyvester Plads. Ruten fra Dragør Stationsplads til Københavns Lufthavn vil blive kørt fire gange i timen om dagen og to gange i timen om aftenen.

250S kommer fortsat til at køre seks gange i timen i myldretiden, fire gange i timen i dagtimerne, tre gange i timen om aftenen og en gang i timen natten igennem.

Der vil desuden fortsat være mulighed for at bestille flexture både inden for og uden for kommunegrænsen.

Busdriften i Dragør kommer til at koste omkring 7,7 millioner kroner i 2025.

Afgangstiderne på linje 33 vil muligvis blive justeret til fordel for skoleelever på Store Magleby Skole og Ørestads Gymnasium. Arkivfoto: TorbenStender.
Afgangstiderne på linje 33 vil muligvis blive justeret til fordel for skoleelever på Store Magleby Skole og Ørestads Gymnasium. Arkivfoto: TorbenStender.

Fik du læst?