Skatepark får ingen kommunegaranti

Dragør Kommune afviser at støtte lokal skatepark med økonomisk garanti, trods næsten fuldt finansieret projekt.

1.100.000 kroner. Så meget har Foreningen Dragør Skatepark indtil videre indsamlet til realiseringen af en skatepark, der vurderes til at koste 1.375.000 kroner at anlægge.

Peter Læssøe fra liste T havde derfor i sidste uge et forslag på Økonomiudvalgets møde, der gik på, at Dragør Kommune bør stille en kommunegaranti på maksimalt 275.000 kroner. En garanti, der kun skulle effektueres, hvis foreningen ikke via virksomheder og fonde kan skaffe de sidste midler.

»Såfremt kommunalbestyrelsen beslutter at stille kommunegarantien, så kan foreningen igangsætte det forberedende arbejde på projektet, så det kan realiseres i 2025,« lød det i Peter Læssøes motivation for forslaget.

Han påpegede, at det var vigtigt at sørge for en hurtig sagsbehandling og gennemførelse af projektet, fordi flere af de fondsbevillinger, foreningen har fået, er blevet betinget af, at første spadestik til skateparken skal foretages senest juni 2025.

Peter Læssøe fik dog ikke opbakning til forslaget om kommunegarantien i Økonomiudvalget, hvor alle andre medlemmer stemte imod. Således må Foreningen Dragør Skatepark altså fortsætte arbejdet med at finde de sidste penge til projektet.

Foreningen Dragør Skatepark har til kulturnatten lavet en skate-bane på havnen. Foto: Thomas Mose.
Foreningen Dragør Skatepark har til kulturnatten lavet en skate-bane på havnen. Foto: Thomas Mose.

Fik du læst?