Sydstranden har fået en ny bro

15 meter ny bro titter frem ved Dragør Sydstrand, to år efter at tilladelsen blev givet. Bade- og kajakbroen bliver dog snart taget ned igen for vinteren, men genopstår til foråret – med flere meter, en trappe og et brolaug.
Den nye bade- og kajakbro på Sydstranden er lavet af præfabrikerede bromoduler i fyrretræ. Den er 1,2 meter bred og må blive op til 30 meter lang. Foto: Thomas Mose.
Den nye bade- og kajakbro på Sydstranden er lavet af præfabrikerede bromoduler i fyrretræ. Den er 1,2 meter bred og må blive op til 30 meter lang. Foto: Thomas Mose.

Hvis man for nylig har gået tur langs Sydstranden, har man nok bemærket, at der er kommet en ny badebro i landskabet. Lige vest for stikvejen ved Søndre Strandvej.

Helt færdig er broen dog ikke.

»Vi har prøveudlagt 15 meter, men vi mangler landgang og trappe og måske en forlængelse. Vi har fået tilladelse til at lave en 30 meter lang bro, men vi skal lige have penge til den sidste del,« forklarer Bent Larsen, der har været tovholder på projektet, og som på vegne af en række sydstrandsborgere søgte og fik tilladelse til at anlægge en bro netop her tilbage i 2022.

Tilladelsen fra Dragør Kommune blev dog indklaget til Kystdirektoratet af nogle borgere, der mente, at broen ville skæmme landskabet og forstyrre naturen.

Sidst på sommeren 2023 bekræftede afgørelsen fra direktoratet dog, at tilladelsen til broen er givet på et korrekt grundlag. En såkaldt habitatkonsekvensvurdering har fastslået, at projektet ikke har negativ påvirkning af naturbeskyttelsesinteresserne inden for Natura 2000-området. Og Fredningsnævnet København, der også har skullet tage stilling til projektet, har vurderet, at broen i minimalt omfang berører de fredede strandenge, fordi broen ikke rører stranden med andet end selve brofæstet, fordi den ikke må strække sig længere end 30 meter ud i havet, og fordi den ikke må forsynes med en platform, der »indbyder til længerevarende ophold«.

Flere broer i 1920’erne og 1930’erne

Bent Larsen, der i øvrigt også er formand for Danmarks Naturfredningsforening Dragør, kan heller ikke se, at broen skulle forstyrre naturen og er derfor meget glad for, at projektet endelig kan realiseres.

»Jeg kender naturen dernede og ved, at der ingen jordrugende fugle er i det område, hvor den går ud fra. Og vi har jo både kommunens og fredningsnævnets ord for, at den ikke generer naturen. Vi kunne dog ikke nå at få den ud sidste år, fordi afgørelsen kom så sent. Men nu har vi fået testet den del af broen, vi har, og så håber vi, at den for alvor kan komme i brug til næste sommer,« siger han.

Han har stor indsigt og interesse i lokalhistorien og fortæller, at der i 1920’erne og 1930’erne var hele to broer på Sydstranden. Blandt andet en flere hundrede meter lang badebro ud for det, man i dag kalder Vierdiget.

Broerne blev ifølge Bent Larsen brugt både af de lokale og af de mange sommergæster, der kom fra København og lå i telt på den lejrplads, der lå i trekanten mellem Søndre Tangvej, Krudttårnsvej og stranden.

»Men i midten af 1970’erne blev begge broer i området smidt op på land af en storm. Resterne af broerne blev foræret til Dragør Kommune og Store Magleby Kommune, der i fællesskab lavede en bro, som lå på Sydstranden til i midten af 1980’erne. Så blev den også smadret,« fortæller Bent Larsen.

Bro nødvendig på grund af tang

Nu har Sydstranden så fået en bro igen. Noget, der er absolut nødvendigt, hvis man gerne vil bade eller sejle i kajak herfra, lyder det fra Bent Larsen.

»Der er så meget tang, både frisk og råddent, til tider indtil ti meter ud. Og det vil ingen hverken gå ud eller ind igennem. Så en bro vil gøre adgangen til vandet meget nemmere,« siger han.

Idéen til broen har ulmet i flere år blandt mange borgere på Sydstranden. Derfor tilbød Bent Larsen at stå i spidsen for at prøve at søge midler til den, da han blandt andet havde fået øje på en relevant pulje hos Nordea-fonden. Herfra fik de 30.000 kroner. Veluxfonden har givet 15.000 kroner, og derudover er der kommet smådonationer ind hist og her – dog endnu ikke tilstrækkeligt til den fuldt udbyggede bro på 30 meter, som Bent Larsen og den gruppe af borgere, der netop nu er i gang med at forme et brolaug, der får ansvaret for broens vedligehold og stabilitet, håber på.

»Det vil vi i løbet af vinteren forsøge at skaffe penge til. Og så er vi i øjeblikket ved at danne en forening, hvor alle og enhver kan blive medlem. For vi skal jo mobilisere frivillige til at tage broen i land hver vinter og lægge den ud om foråret og til at vedligeholde den,« forklarer Bent Larsen.

Et af kravene i tilladelsen til broen er i øvrigt, at broen – modsat mange af de gamle broer langs Dragørs kyst, der er givet tilladelse til under andre forhold og regelsæt – skal være offentligt tilgængelig.

»Det er rigtig fint, for så kan flest mulige få glæde af den,« siger Bent Larsen.

Københavns Lufthavn havde inviteret naboer til informationsmøde. Foto: Tim Panduro.

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

Læs mere ...

Fik du læst?