Vi har modtaget:

Regeringen arbejder stadig med tvangsfordeling af gymnasieelever

I første omgang læste jeg SVM-regeringens uddannelsesudspil med interesse, for der kan være god mening i at hæve adgangskravene til gymnasierne og arbejde med at gøre alternativerne markant mere attraktive for unge, for hvem en meget boglig uddannelse ikke er det bedste. Men så fik jeg kaffen galt i halsen. 

Som bekendt har vi fra konservativ side forsøgt at råbe regeringen op, fordi kun hver tredje af de unge fra Dragør får deres førsteprioritet opfyldt, når de skal i gymnasiet. Det skyldes fortolkning af afstandskrav, hvor vi har efterlyst en særregel for Dragør, hvilket også andre kommuner har. 

Det har regeringen dog ikke efterlevet, men til gengæld har de nu andre planer, som de dog bevidst valgte ikke at fremhæve på det meget lange pressemøde. For da de fremlagde deres reform af ungdomsuddannelser, undlod de behændigt at nævne denne ellers vigtige sætning i udspillet: »Regeringen ønsker, at der er en balanceret elevsammensætning på stx, hhx og epx, og at der derfor skal udvikles en elevfordelingsmodel – denne gang i bestemte geografiske områder – der skal tilpasse sammensætningen af elever med ikkevestlig baggrund.« 

Dette er et klart signal om, at vi endnu en gang står over for et forsøg på at tvangsfordele elever. Jeg frygter, at også dette vil kunne påvirke vores børns frie valg af gymnasium, hvis der eksempelvis laves en underlig kvote for unge med ikkevestlig baggrund på Tårnby Gymnasium. Det vil hverken glæde de pågældende unge eller de unge fra Dragør, som der dermed bliver endnu mindre plads til.

Jeg finder det dybt bekymrende, at de tre partier forsøger at snige en elevfordelingsmodel ind ad bagdøren, og jeg er helt grundlæggende modstander af tvang. Uanset hvilke unge vi taler om, så skal de selv kunne bestemme, hvilket gymnasium de gerne vil gå på, og samtidig have en reel chance for at blive optaget. 

Det er kun tre år siden, at en lignende model blev forsøgt indført, hvor gymnasieelever skulle tvangsfordeles efter deres forældres indkomst. Dengang blev det heldigvis rullet tilbage efter massiv kritik fra blandt andet Det Konservative Folkeparti og – ikke at forglemme – Venstre. Men nu sidder de så i regering, og nu kommer der et nyt forsøg med henvisning til at ville løse »lokale problemer«. Men tvangsfordeling er tvangsfordeling – uanset om det handler om forældres indkomst eller elevernes etniske baggrund. Det er de unge, der betaler prisen, når de tvinges væk fra deres venner og ind i et system, hvor de reduceres til brikker i et politisk spil om social udligning, der som bekendt rummer bredspektrede udfordringer. 

Det er ikke gennem tvang, at vi skaber et bedre uddannelsessystem. Det gør vi ved at løfte kvaliteten på alle skoler, og ved at SVM-regeringen rent faktisk gider høre på os og reagere, når vi fortæller dem, at vores unge i Dragør er kommet i klemme i deres dårlige politiske håndværk.

Så mit budskab er: Få det problem løst. Giv ungdomsuddannelserne et generelt løft. Og lad de unge vælge frit. 

Med venlig hilsen
Mia Tang
Kommunalbestyrelsesmedlem og folketingskandidat
Det Konservative Folkeparti

Deltag i den lokale debat

Vi vil gerne høre din mening.

Har du en kommentar til et indlæg – eller noget helt andet på hjertet, som du vil dele med resten af lokalsamfundet, så send dit indlæg til Dragør Nyt på redaktion@dragoer-nyt.dk

Fik du læst?