Beslutning om erhvervsstrategi er udsat

Medlemmerne af Klima-, By- og Erhvervsudvalget er blevet enige om at udsætte behandlingen af kommunens nye erhvervsstrategi.

Dragør Kommunes nye erhvervsstrategi har været længe undervejs. Tilbage i 2022 blev det besluttet, at kommunen skulle formulere en strategi på området – og på mødet i Klima-, By- og Erhvervsudvalget tirsdag den 9. oktober skulle strategien endeligt godkendes og sendes videre til kommunalbestyrelsen.

Men sådan gik det ikke. På mødet den 9. oktober besluttede Klima-, By- og Erhvervsudvalget at udsætte den endelige vedtagelse af erhvervsstrategien til november-mødet.

»Vi har valgt at udsætte behandlingen en måned af respekt for det store stykke arbejde, der er lagt i forslaget. Der er meget at læse, og vi vil alle sammen gerne have tid til at forholde os til, hvad der står, og diskutere det i partierne,« siger Helle Barth (V), der er formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

»Det er ikke, fordi der er noget galt med strategien. Og jeg håber da også, at det er et enigt udvalg, der beslutter og prioriterer indsatserne til november,« uddyber hun.

Fire fokusområder

Erhvervsstrategien for Dragør Kommune har som mål at styrke og udvikle det lokale erhvervsliv gennem tæt samarbejde mellem kommunen og erhvervsaktører.

Strategien fokuserer på fire hovedområder: at fremme iværksætteri og uddannelse, udvikle bæredygtig fødevareproduktion og gastronomi, styrke Dragør som turistdestination samt skabe mere liv på Dragør Havn.

Ifølge administrationens forslag skal strategien understøtte nuværende virksomheder og skabe plads til nye initiativer gennem et løbende samarbejde mellem kommunen og lokale erhvervsaktører. Strategien beskrives som dynamisk, hvilket betyder, at den kan tilpasses og opdateres løbende for at imødekomme nye behov og muligheder.

Erhvervsstrategien har været i offentlig høring i otte uger tidligere på året, og de indkomne høringssvar er blevet gennemgået og indarbejdet i den justerede strategi. En række nye indsatser, som eksempelvis øget fokus på lokal fødevareproduktion og iværksætteri som valgfag i udskolingen, er blevet tilføjet.

Når erhvervsstrategien bliver vedtaget, erstatter den sammen med turismestrategien 2023-2026 den tidligere erhvervs- og turismestrategi fra 2016.

Erhvervsstrategiens fokusområder

Iværksætteri og uddannelse: Fokus på at gøre Dragør til en kommune, der tiltrækker og understøtter iværksættere, især inden for bæredygtige og innovative projekter. Dette omfatter netværksdannelse og samarbejde med Erhvervshus Hovedstaden.

Fødevarer, gastronomi og klima: At fremme bæredygtig fødevareproduktion og gastronomi baseret på lokale ressourcer og traditioner. Dette inkluderer at skabe netværk og støtte initiativer inden for grøn omstilling.

Turisme og livskvalitet: Styrkelse af Dragør som turistdestination med fokus på helårsturisme og bæredygtige oplevelser, der kombinerer natur og kulturhistorie.

Liv på havnen: Udvikling af Dragør Havn som et centralt område for både erhverv og rekreative aktiviteter med fokus på at bevare havnens historiske karakter.

Fik du læst?