Elladestandere forventes klar til foråret

Efter fornyet udbud forventer Dragør Kommune, at det vil være muligt at lade elbiler på de kommunale parkeringspladser om et halvt års tid.

Hvis alt går efter planen, vil det fra foråret være muligt at oplade sin elbil på de større kommunale parkeringspladser i Dragør.

»Vi har opgaven i udbud, og vi forventer, at der ligger et resultat, så vi kan skrive kontrakt til januar. Det vil betyde, at de kan blive sat op til foråret,« siger Jesper Horn Larsen, centerchef for Plan, Teknik og Erhverv i Dragør Kommune.

Ladestanderne har tidligere været i udbud, men en lovændring gjorde, at kommunens udbudsmateriale ikke var gangbart – derfor måtte udbuddet trækkes tilbage.

Jesper Horn Larsen fortæller, at etableringen af elladestandere ikke kommer til at koste kommunen penge. Udbudsvinderen skal etablere dem og kommer så til at tjene penge på driften af dem.

Centerchefen forventer, at der vil blive sat 18 til 20 ladestandere op. Lovkravet er, at de skal være på kommunale parkeringsområder, hvis der er plads til mere end 20 biler.

Det forventes, at der vil stå 18 til 20 ladestandere klar næste forår. Arkivfoto: Thomas Mose.
Det forventes, at der vil stå 18 til 20 ladestandere klar næste forår. Arkivfoto: Thomas Mose.

Fik du læst?