Dragørs kommunalbestyrelse har en udeserveringsregel, der siger, at Kongevejen og gågaden skal ryddes for borde og stole uden for åbningstiderne fra uge 44 til uge 11. Det vil sige, at der ikke må stå hverken borde og stole uden for den forretningsdrivendes vinduer.
Hvis der ønskes udeservering uden for almindelig åbningstid, skal stole og borde flyttes først ind i forretningen og derefter ud igen.
Vi er i en situation i Dragør, hvor vi skal være glade for, at der stadig er nogle, som sørger for at opretholde livet på vores hovedstrøg. Det er ingen guldgruppe at opretholde sin forretning, og derfor burde Dragørs kommunalbestyrelse genoverveje deres stive regelsæt.
Over hele verden tales der om global opvarmning, men i Dragør er vinteren kommet, og nu skal der lukkes ned. Nu skal der snerydes eller saltes, og det skal hovedstrøgets forretningsdrivende bøde for.
Dragør Kommune har fastboltede bænke og fastboltede cykelstativer, der ikke kan ses, samt fastboltede skraldebøtter – så snerydning eller saltning bliver slet ikke optimal, medmindre Dragør Kommune har en skjult teknologi.
Forlad byrådssalen, og kom ned i »det virkelige liv«, inden Dragør dør. De forretningsdrivende på hovedstrøget er voksne mennesker, som selv kan finde ud af, om det er vinter eller sommer.
Dragør er ikke det samme i dag som i går, og byen skal være en levende by, hvor de initiativrige forretningsindehavere skal have de muligheder, der findes.
Med venlig hilsen
Allan Karlsson