Kirkebænkene var skiftet ud med puder på gulvet og salmerne med børnesange, da Musikflyveren lørdag den 26. oktober gæstede Dragør Kirke.
Koncerten var én i en række af formiddagskoncerter i kirkens koncept LørdagsLyd, der henvender sig til børnefamilier.
Musikflyveren er en musikgruppe, der skriver sange for børn og spiller inddragende koncerter, primært for børn i børnehavealderen.
Koncerten tog udgangspunkt i hverdagen i et barns liv, og sammen med publikum gennemlevede de en hel dag: De vågnede op om morgenen og vækkede kroppen, cyklede afsted ud i verden og tog afsted på eventyr i skoven.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Efter et skrubbebad blev der sunget godnat. Imellem hver sang blev der lavet en tryllebevægelse, der fik tiden til at flyve afsted.
LørdagsLyd-koncerterne finder sted i Dragør Kirke cirka en gang om måneden. Det er altid klokken 10, og der er gratis entré for alle.