En af de allerførste beslutninger, ACV-konstitueringspartierne (Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Venstre, red.) vedtog, var at nedlægge biblioteksafdelingen i Hollænderhallen. Det gjorde man, fordi man mente, at man kunne spare millioner af kroner ved at gøre det.
Partier, der gik til valg på den »borgernære velfærd«, lukkede en yderst velfungerende del af vores bibliotek, som i øvrigt lige var blevet istandsat for over 300.000 kroner.
For nylig gentog Det Konservative Folkeparti såvel som Venstre, at det ikke kom på tale at genåbne afdelingen, der har stået tom lige siden og nu på tredje år.
Man brænder ikke bøger!
Jeg havde selv den tvivlsomme fornøjelse at være vidne til, at der blev smidt for tusindvis af borgernes penge i containerne på genbrugspladsen. Jeg var der tilfældigvis dén formiddag, da en ældre medarbejder kom med en varevogn fuldstændig fyldt med materialer stoppet ned i ARLA-mælkekasser, som han havde fået besked på blot skulle køres til afbrænding.
Jeg spurgte ham, hvorfor man dog ikke solgte disse helt fine bøger, magasiner med videre til borgerne for en billig penge – eller gav dem til eksempelvis institutioner, skoler eller Wiedergården.
Det vidste han ikke, men han var lige så uforstående, som jeg var, og tydeligt berørt af situationen. Han var også af dén generation, der i historietimerne havde lært, at man brænder ikke bøger.
Et næsten selvkørende bibliotek – genialt
Biblioteket i Hollænderhallen var tæt på genialt. Man kunne selv lukke sig ind det meste af døgnet. Der var flot og lyst, fine toiletter, og ikke mindst kunne hallens elevator bringe klap- og barnevogne, ældre, gangbesværede og ikke mindst handicappede op til biblioteket. Kort sagt: Der var adgang for enhver, og ingen var udelukket for at kunne tage del i den »borgernære velfærd«.
Ydermere er der en relativt stor parkeringsplads tilknyttet, så også her blev eksempelvis børnefamilier, ældre og handicappede tilgodeset.
Beliggenheden var også genial set i forhold til, at mange – ikke mindst børnefamilier – i forvejen kommer i Hollænderhallen og derfor kunne besøge biblioteket samtidig, eventuelt imens børnene svømmede eller dyrkede anden idræt.
Kort sagt gjorde tilgængelighed og beliggenhed afdelingen helt genial.
Hvilke borgere insisterede på en lukning?
Da borgmesteren efterfølgende blev adspurgt om, hvorfor man lukkede afdelingen, var svaret: »Det handler om følelser«.
Hans budskab var utvivlsomt, at havde man lukket afdelingen på Vestgrønningen, var der formentligt sket et voldsomt vredesudbrud blandt mange borgere i og omkring den gamle by. Det, tror jeg, var fuldstændig korrekt vurderet af borgmesteren.
Vestgrønningen kan da også udmærket fungere både som bibliotek – og måske kunne der endda opstå en lejeindtægt, hvis man udlejede lokalerne til eksempelvis private firmaers kulturelle arrangementer?
Ingen borgere havde mig bekendt insisteret på, at én af afdelingerne partout skulle lukkes. Så hvorfor ikke tænke nyt og lidt ud af boksen i stedet for blot at gøre, som man plejer; at skære ned og skære langt ind i borgervelfærden.
Vi er – fra nord til syd – en meget langstrakt kommune og med over 14.000 indbyggere.
Er det virkelig for meget forlangt, at en ressourcestærk kommune som Dragør har to relativt små afdelinger af et bibliotek, som – ud over bog-, film- og musikudlån – står for et utal af arrangementer, samarbejde med skoler og institutioner, sangaftener, politiske debatmøder, Fars Legestue og meget andet?
Det må vi så konstatere, at det synes et flertal i kommunalbestyrelsen, og de har på ingen måde tænkt sig at vedkende, at det var en eklatant fejl at lukke noget, der var ualmindeligt velfungerende.
Helle Barth (V), der selv arbejder som bibliotekar, udtaler, at det var »en luksus at have to afdelinger«.
En luksus at kunne betjene alle byens borgere. Borgere, der betaler kommuneskat, men som nu er ekskluderet fra at kunne bruge biblioteket?
Jeg troede faktisk, at konservatisme ikke mindst handlede om at bevare kulturbærende elementer i samfundet. Jeg troede, at det var liberalt at give borgerne frihed til at benytte ydelser, de betaler for.
Ingen penge til nyt bibliotek
I ACV’s forligsaftale står der tydeligt, at de tre partier ønsker, at man arbejder hen mod et nyt tidssvarende bibliotek.
Jeg spurgte derfor på det offentlige budgetmøde for nylig kommunaldirektøren, om der indtil nu var sat nogle penge af til et sådant. Der er ingen penge sat af, var hans ærlige svar.
Måske er det mig, der er lidt gammeldags. Men jeg lærte som lille, at ønskede man noget, man ikke havde råd til, så måtte man begynde at spare op.
Men Dragørs politikere har ikke sparet én eneste krone op, som er målrettet et »nyt tidssvarende« bibliotek.
Så hvem tror på, at vi får et sådant, og at det ikke blot var en politisk sukkeknald, man gav borgerne i håb om, at de så ville acceptere en i virkeligheden fuldstændig tåbelig beslutning?
Skattekroner direkte ned i et sort hul
Nu vælter omkostningerne så ind. God Adgang har anslået, at de helt nødvendige forbedringer, der skal gøre Vestgrønningen tilgængelig for alle borgere, vil koste mellem syv og otte millioner kroner.
Forholdene er lige nu så fuldstændig utilstrækkelige, at de 450.000 kroner, som Venstres Helle Barth mener vil hjælpe meget på tilgængeligheden, er en dråbe i et bundløs kar.
Det er uhørt naivt at tro, at man i dag får lavet meget for det beløb. Det vidner om eklatant mangel på realisme hos de politikere, der lige nu skal styre os sikkert gennem til næste valg.
Hvem andre end dem selv kan bevare troen på det?
Så summa summarum: Man valgte en håbløs dyr løsning og forringede mulighederne for de fleste og helt ekskluderede resten. Konsekvensen er, at borgere nu drager til Tårnby eller Vestamager Bibliotek.
Samtidig har vi sagt farvel til to ledere, der så betydeligt bedre muligheder i andre kommuner, hvor man satser på kultur i stedet for at nedprioritere den.
Jeg er fuld af beundring for de dygtige medarbejdere, der stadig er tilbage, og som kæmper en sej kamp for, at vi stadig har et – omend meget lille – lokalt bibliotek. Men ingen vil bebrejde dem, hvis de ser betydeligt større faglige og bedre muligheder andre steder.
I vores fælles kommunale pengekasse er der nu omkring 100 millioner kroner sparet sammen af borgernes penge. Lad os nu bruge dem fornuftigt, hvor det giver mening, og bruge dem på noget, hvor der rent faktisk er et stort ønske og behov.
Løsningen er enkel
Vores lokale »flertalsregering« (ACV) skal erkende, at det var en forfejlet hastebeslutning, de i sin tid tog. De skal pakke deres »stolthed« langt væk og få åbnet afdelingen i Hollænderhallen så hurtigt som muligt.
De skal erkende, at den besparelse, de troede, det ville give, bliver til en stor udgift i stedet. Og så skal de lade afdelingen i Hollænderhallen være tæt på selvkørende, hvor vi selv lukker os ind og ud. Ja, der skal sættes bøger på plads, men det arbejde kan man sagtens have unge ansvarlige til at udføre efter skoletid.
Men først og fremmest skal de huske, hvem de er til for: borgerne. Og de skal huske på det, de gik til valg på: borgernær velfærd.
De skal huske på de ældre, de gangbesværede, de handicappede og de børnefamilier, som nu ikke har mulighed for at bruge biblioteket mere.
Og de skal huske, at det er kultur, aktiviteter, og fælles mødesteder, der binder et lokalsamfund sammen – der binder os borgere, på tværs af generationer, sammen.
Med venlig hilsen
Kim Dupont
Blåt Dragør