Fotos: TorbenStender, Hans Jacob Sørensen, HAS m.fl.
Året der gik – del 4
Et tilbageblik på store og små begivenheder i Dragør fra september og oktober
Af Birgit Buddegård
September
Flagdagen for Danmarks udsendte markeres med en reception på Dragør Rådhus. Som et nyt tiltag er der også tilbud om diplomer og medaljer til børn fra Dragør, der har relation til en udsendt.
Amagermuseet får atter besøg fra Holland, hvor gæster iført egnsdragter fra Marken overrækker en dukke iført brudedragt til museumsleder Søren Mentz.
Dragør Kommune vil hen over det næste årstid sætte fokus på, hvad det gode liv er på Omsorgscenteret Enggården.
Dragør Sejlklub fylder 100 år, og klubben udgiver et jubilæumsskrift, der fortæller klubbens historie. Der afholdes naturligvis også en fest.
Der afholdes kulturnat i Dragør, og mange borgere går rundt for at få nye oplevelser.
I Store Magleby Kirke afholdes høstgudstjeneste. Kirken er smukt pyntet, og de mange deltagere iført amagerdragt bidrager til ekstra feststemning. Der afholdes også høstgudstjeneste for børn om eftermiddagen.
Socialdemokratiet, Konservative og Venstre indgår budgetforlig for overslagsårene 2023 til 2026. Det indebærer blandt andet lukning af Biblioteket i Hollænderhallen.
Graverboligen ved Store Magleby Kirke bygges om og renoveres.
På bibliotekerne gøres en stor indsats for at vække folkeskoleelevers læselyst. Igennem blandt andet litteraturquizzer, forfatterbesøg og meget mere møder elever fra indskoling til udskoling biblioteket i skoletiden.
På Amagermuseet står de mange dahliaer og lyser smukt op.
I Dragørs Aktivitetshus afholdes en velbesøgt sundhedsdag.
I Kongelunden mødes en række borgere for at vise deres utilfredshed mod lufthavnens planer om udvidelse.
Der afholdes historieløb for udskolingen.
Krigen i Ukraine har medført ekstra store stigninger i energipriserne for el og gas, og i Dragør undersøges mulighederne for etablering af fjernvarme.
Dragør Kirkes kirkegård er under renovering. Det går hurtigere, end forventet, så alt er på plads før årets grandækning.
RubberBand giver koncert på Wiedergården.
Årets udgave af Kongelundsfortet i bevægelse finder sted i fint vejr – 300 besøgende og 40 frivillige deltager.
Dragørs tre skoler afholder Naturvidenskabsfestival. Der er stor tilslutning til besøgseftermiddagen, hvor eleverne viser, hvad de har frembragt.
Fotos: TorbenStender, Hans Jacob Sørensen m.fl.
Oktober
Leder af Dragør Musik- og Kulturskole Jacob Honoré udnævnes til konstitueret biblioteksleder.
Statsminister Mette Frederiksen udskriver valg til Folketinget til afholdelse tirsdag den 1. november. Valgplakaterne hænger snart i alle lygtepæle.
I Hollænderhallen bydes der indenfor til Aktiv Leg – også svømmehallen deltager for første gang, og her kan man sågar møde en havfrue.
Lions Dragør inviterer 124 børn fra kommunens tre skoler i Dragør Bio. Lions overrækker også en check til støtte for biografforeningen.
6.C på Store Magleby Skole vinder finalen i årets skole-iværksætterkonkurrence. Det er Dragør Rotary Klub, der står bag konkurrencen, og årets tema er »spild«.
Lokalplanen for udvidelsen af Dragør Badehotel bliver ikke godkendt og sendes tilbage til udvalgsbehandling.
Nærpolitiet er på besøg i Søvang for at fortælle om indbrud og forebyggelse af samme.
Der afholdes motionsdag på Dragørs skoler.
Idrætsinspektør i Hollænderhallen og svømmehallen Steen Jørgensen vælger at fratræde sin stilling. Mange møder frem til afskedsreceptionen for at sige farvel og for at takke.
Der er mange aktiviteter på Amagermuseet i efterårsferien.
Socialdemokratiet Konservative, Sydamagerlisen og Venstre indgår forlig om havneudvikling.
Transportministeriet koordinerer gennemførelsen af en samlet stormflodsplan for København, Dragør, Hvidovre og Tårnby.
Amagermarineforening nedlægger en krans både ved mindesmærket på Nordre Mole og på Store Magleby Kirkegård på 114-årsdagen for roflotillens kamp mod det engelske linjeskib »Africa«.