Året der gik – del 6

Et tilbageblik på store og små begivenheder i Dragør fra november til nytår

Af Thomas Mose

November

Efter en periode med mange rygter bekræftes det, at Normal flytter ind i de tomme butikslokaler, der tidligere husede butikken Irma.

Kommunalbestyrelsen beslutter, at arbejde videre med planlægningen af et nyt erhvervsområde syd for Københavns Lufthavn.

Charlotte Strandfelt gæster Dragør Rotarys møde på Dragør Strandhotel, hvor hun fortæller om hjælpeorganisationen »Bedre syn til Afrika«.

Dragør mister den ene af sine to optikkerforetninger, da Geist lukker. Lokalerne overtages af bolig- og livsstilsbutikken VERK, der åbner i slutningen af november.

Dines Bogø udgiver bogen »Fra Østpreussen til Amager – Pigen fra Schippenbeil«.

Dragør Boldklub vinder efterårs sidste kamp mod Nørrebro FF og overvintrer på 2.-pladsen i serie 1.

Der afholdes karrieremesse på Store Magleby Skole for alle kommunens 8.- og 9.-klasser.

Lions Dragør mangler hænder til deres mange hjælpeprojekter. Dragør Nyt bringer et portræt af løverne.

Der bliver skålet på byens udskænkningssteder, da Tuborgs juleøl kommer på gaden.

UngDragør besøger en lang række virksomheder for at klæde de unge bedre på til at få et fritidsjob.

Dragør Nyt bringer et protræt af Nordstrandskolen, der slog dørene op for 50 år siden.

Dragør Kommunes sfo’er afvikler for anden gang »Månebase-forløb«.

Det unge fægtetalent Rasmus Ladefoged fra Dragør vinder flere guldmedaljer ved ved danmarksmesterskaberne i fægtning for U/17 og U/20.

Der afholdes et åbent havørred-event langs Dragørs kyst.

Dragør egen popstjerne, Adam Seuba, sender ny single på gaden.

Gæs eller biodiversitet? Tårnby Kommune, der gennem den forpligtende aftale er naturmyndighed for Dragør Kommune, vurderer, at strandengene omkring Gåserepublikken er Natura 2000-område, og at græsset derfor ikke må slås. Den nye tolkning af reglerne betyder, at Gåserepublikkens eksistens er truet, hvilket skaber debat i Dragør Nyts spalter. Kommunalbestyrelsen søger om dispensation, så græsset fortsat kan slås.

Dragør Kommunes forvaltning har ikke kunnet finde en eventuel tilladelse til at anvende Copenhagen Camping om vinteren. En eventuel tilladelse vil have stor betydning for, hvor mange »hjemløse« kommunen skal registrere.

Museumsleder på Museum Amager, Søren Mentz, har skrevet en bog om Frederik den 5.’s liv og levned.

Dragør Kommune og Ældre Sagen iværksætter nyt initiativ på ældreområdet. Via samtalekort skal der sættes fokus på de ældres drømme og ønsker.

På under et døgn rammes Dragør af regn svarende til en måneds redbør Den voldsomme regn skaber oversvømmelse flere steder, da jorden allerede er mættet af vand fra tidligere regnskyl.

En ny platform betyder, at Muslingerepublikken nu kan dyrke flere muslinger i Dragør Havn. Det er foreningens håb, at de i løbet af foråret 2024 officielt kan indvie deres nye platform.

Med afholdelsen af den første af to weekender med julemarked tager Amagermuseet hul på julen, og godt 900 gæster bakker op og tager turen til de gamle museumsgårde i Store Magleby.

Naturstyrelsen inviterer til skovvandring i Kongelunden. Temaet er fremtidens urørte skov.

Brugerne af Dagcentret og beboerne på Omsorgscenteret Enggården får serveret et stort sønderjysk kaffe- og kagebord.

Med afholdelse af workshop for erhvervslivet i Framehouse skyder Dragør Kommune arbejdet med en ny erhvervsstrategi i gang.

Ældre, hjemmeboende borgere kan nu også komme på tur med »Cykling uden alder«.

Venstres Erhvervspris går til Adem Tokmak fra Bellano Pizzaria og Café.

Julen begynder for alvor i Dragørs gamle bydel sidste weekend i november, hvor juletræet på Neels Torv tændes, og julemarkedet på Badstuevælen åbnes.

Der afsættes flere penge til både diger og udrulning af fjernvarme i Finansloven for 2024. Det vides endnu ikke, om Dragør vil få del i midlerne.

Dragør Nyt tegner et portræt af den lokale afdeling af Ældre Sagen, der i området herude har flere end 3.000 medlemmer.

Dragør Kirke er helt fyldt, da Dragør Gospel giver julekoncert.

Christian Rasmussen kåres til årets bilsportskører af Dansk Automobil Sports Union.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Fotos: TorbenStender m.fl.

December

Levende Låger begynder sæsonen 1. december med et besøg hos Lille Væl.

Børnekoret synger julen ind første søndag i advent i Store Magleby Kirke.

Åbningstiderne med offentlig adgang i Dragør Svømmehal udvides.

Et læserindlæg fra ejerne af bygningen, hvori biografen havde til huse, får både biografforeningen og Dragør Borgerforening til at reagere. Ejerne af bygningen mener ikke, at det økonomisk er muligt at drive en biograf i dag, og ønsker, den servitut, der er på bygningen i Lokalplan 3, slettet.

Lions Dragør ser ny rekord i deres madindsamling. 

Dragør Musik- og Kulturskole afholder julekoncert i Store Magleby Kirke. 

Der afholdes luciaoptog og julekoncert i Dragør Kirke. Dragørs Aktivitetshus’ bordtennishold følger op med et kreativt optog på Wiedergården.

Klima-, By- og Erhvervsudvalget beslutter, at trafiksikkerheden omkring Kræmmergården i Store Magleby er i orden. På samme møde kunne medlemmerne af Klima-, By- og Erhvervsudvalget ikke blive enige om en løsning for de erstatningsparkeringspladser, der kræves for at lave cykelstier på Vestgrønningen. Arealer ved stejleparkeringen og Rønne Allé er i spil. Kommunalbestyrelsen vælger dog senere på måneden at sende sagen tilbage i Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

Der danses juleflamenco i Store Magleby Kirke.

Dragør Nyt tegner et portræt af Evald Andersen, der er formand for foreningen Wiedergårdens Venner.

Københavns Kantatekor med orkester opfører Händels »Messias« i en totalt udsolgt Store Magleby Kirke.

Fasan Pub bliver omtalt i bogen »Kongerigets Stamsteder«.

Drag-ør Kommunalbestyrelse vedtager takststigninger for kommunens dagsinstitutioner.

Efter fire års behandling i forvaltningen konkluderes det, at der ikke vil kunne laves særlige begrænsninger for lastbiler, der skal rundt i de smalle gader i Dragørs gamle bydel.

Cirkus Baldoni giver julecirkusforestilling i Hollænderhallen.

Dragør Nyt tegner et portræt af Jutta Hørlyck, der fra sin plads i Informationen i Dragørs Aktivitetshus går til kamp mod ensomhed.

På grund af helligdage kan Drag-ør Nyt først bringe omtale af begivenhederne, der finder sted op tæt op til jul og imellem jul og nytår, i dette års første udgave af avisen.

I den periode vælger mange at besøge Drag-ør og Store Magleby Kirkers julegudstjenester; Levende Låger slutter sæsonen af juleaftensdag; og i Dragør Borgerforening afsluttes året med prøvesmagning af bobler.

Fotos: TorbenStender m.fl.

Året der gik – del 5

Et tilbageblik på store og små ­begivenheder i Dragør i oktober. Læs mere

Foto: TorbenStender.

Året der gik – del 4

Et tilbageblik på store og små ­begivenheder i Dragør i august og september. Læs mere

Året der gik – del 3

Et tilbageblik på store og små ­begivenheder i Dragør fra juni og juli. Læs mere

Året der gik – del 2

Et tilbageblik på store og små ­begivenheder i Dragør fra april og maj. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk