Campingpladsen vil have beboere væk om vinteren 

Striden om Dragørs mange hjemløse, der i virkeligheden bare bor på Copenhagen Camping uden tilladelse, får tilføjet et nyt kapitel: Campingpladsen vil nu stoppe helårsbeboelse

Af Rasmus Mark Pedersen

I en tid, hvor billige boliger er en mangel i københavnsområdet, har Copenhagen Camping på Bachersmindevej i Dragør været en mulighed for dem, der kan nøjes med beskedne kår. 

Der er bare flere problemer ved det: For det første bor de der ulovligt om vinteren. Og for det andet bliver de registreret som hjemløse i Dragør Kommune – hvilket kan give store udgifter, hvis beboerne udnytter deres rettigheder som hjemløse til at få tag over hovedet. 

Derfor er resultatet nu, at campingpladsen laver sine regler om, så den heller ikke tillader, at beboerne bor på campingpladsen om vinteren. 

Overvåget plads?

Klima-, By- og Erhvervsudvalget har fået en orientering om sagen efter en længere periode med dialog mellem kommunerne og campingpladsens ejer. 

På et møde onsdag den 17. januar med ejeren blev det besluttet, at helårsbeboelsen skal bringes til en ende. Det kræver ændringer i både lejevilkår og den måde, campingpladsen drives på. 

For at sikre, at ingen bryder reglerne, undersøger pladsen nu, om de kan logge campisternes ind- og udkørsler i vintermånederne.

Dette tiltag kommer i kølvandet på et forløb, hvor det har været udfordrende for kommunen at finde frem til de oprindelige tilladelser, der måtte have været givet til campingpladsen for helårsbeboelse.

Uden disse dokumenter har det været svært at fastslå de juridiske rammer for, hvordan og i hvilket omfang campingpladsen kan benyttes uden for den traditionelle campingsæson. 

Men eftersom campingpladsen heller ikke har kunnet vise dokumentation på, at kommunen tidligere har givet tilladelse til helårscamping, så vil praksis fremover være, at campingpladsen ikke længere vil tillade det. 

Flere tilsyn

Dragør har som følge af situationen på Copenhagen Camping oplevet en markant stigning i antallet af hjemløse – en udvikling, der har sat kommunen i en uønsket rekordposition. 

Med over hundrede personer registreret som fastboende på campingpladsen er kommunen nødt til at genoverveje, hvordan den bedst muligt håndterer dette boligsociale dilemma.

Derfor vil kommunen have flere tilsyn af campingpladsen. I praksis bliver disse tilsyn foretaget af Tårnby Kommune på grund af samarbejdet. 

Allerede fem dage efter mødet i januar blev det første tilsyn gennemført, hvor »en række forhold blev konstateret ikke at være i overensstemmelse med lokalplan og campingregulativ«, som kommunen formulerer det.

Campingpladsens ejer tilkendegav ifølge orienteringen fra forvaltningen at ville medvirke til at rette op på forholdene. 

Kommunen skriver videre, at »næste fysiske tilsyn gennemføres, når sæsonen for vintercampering begynder den 1. november 2024«.

Inden da regner kommunen med at have fået svar på, om det kan lade sig gøre at registrere, hvem der opholder sig på campingpladsen hvornår. 

Spørgsmålet er derfor nu, hvad campingpladsens beboere vælger at gøre: Bliver de boende og tager kampen med campingplads og kommune? Eller vælger de at bruge sommeren på at finde et nyt sted at bo?

Copenhagen Camping på Bachersmindevej. Foto: TorbenStender.
Copenhagen Camping på Bachersmindevej. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk