Formand for »det hele«

Af Rasmus Mark Pedersen

Rita Smedegaard Andersen er både formand i Dragør Sogns Menighedsråd og i Dragørs største forening – Ældre Sagen Dragør. Hun har altid engageret sig i sit elskede Dragør – også selvom hun ikke er indfødt. Rita Smedegaard Andersen afslører sig selv. Eller hendes dialekt gør i hvert fald. Man skal ikke tale med hende særligt længe, før man opdager, at hun ikke er fra Dragør.

Selvom det jyske på den måde stadig sidder i hende, så har hun siden 1994 kaldt Dragør for sit hjem. Og hun føler sig virkelig hjemme. Det betyder, at hun engagerer sig i lokalsamfundet på alle mulige måder.

Rita Smedegaard Andersen i sin have. Foto: RMP.
Rita Smedegaard Andersen i sin have. Foto: RMP.

Hvad end det drejede sig om formandskabet i skolebestyrelsen eller i kommunalbestyrelsen, så stillede hun beredvilligt op.

I dag er hun formand for det lokale menighedsråd i Dragør Kirke og for Ældre Sagens lokalafdeling, som er byens største forening. Simpelthen fordi hun ikke kan lade være.

Fantastisk charmerende

Rita Smedegaard Andersen er oprindeligt fra Hedensted. En mindre jysk stationsby mellem Vejle og Horsens.

I 1979 flyttede hun til København fra Aarhus, efter at hun blev færdiguddannet som jurist fra Aarhus Universitet. Hun følte, at der skulle ske noget nyt i hendes liv.

»Jeg tænkte, at nu skulle der rigtigt ske noget nyt. Så jeg måtte til København. Det var det vildeste, jeg dengang kunne forestille mig,« fortæller Rita Smedegaard Andersen.

Hun fik arbejde i Undervisningsministeriet, hvor hun nåede at være i 35 år, inden der også her skulle ske noget nyt. Hun byttede Undervisningsministeriet ud med Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen, hvor hun var i seks år, før hun for lidt over tre år siden gik på pension.

I starten boede Rita Smedegaard Andersen på Frederiksberg, men i 1994 flyttede hun til Dragør. Selvom det at bo i byen dengang var nyt, så var Dragør på ingen måde ny for hende.

»Mine forældre besøgte mig tit, da jeg flyttede til København, og her tog vi ofte til Dragør for at spise is og hygge os,« fortæller hun.

Derfor havde hun allerede dengang et godt indtryk af byen, som i høj grad var medvirkende til, at det blev Dragør, hun endte med at rykke til med familien.

»Jeg har altid syntes, at Dragør er et fantastisk charmerende sted. Efter jeg flyttede hertil, hev jeg tit mine kolleger med herud,« siger hun.

Aktivt otium 

Som tidligere nævnt, så er Rita Smedegaard Andersen typen, der ikke kan lade være med at engagere sig i lokalsamfundet. Derfor følte hun også, at det var helt naturligt at stille op til skolebestyrelsen på Dragør Skole, nu hvor hendes børn gik der. Her sad hun som formand i halvanden periode, og hun husker særligt kampen for at bevare skolen i start 2000’erne, hvor fremtiden var usikker.

»Mens jeg var formand, havde vi en kamp for at bevare skolen, som var truet af lukning flere gange. Det, synes jeg jo, var en utrolig dårlig idé,« fortæller hun.

Ud over posten som formand for skolebestyrelsen, stillede Rita Smedegaard Andersen også op til kommunalbestyrelsen for liste T i flere omgange. Og selvom hun i to perioder fungerede som førstesuppleant, så lykkedes det hende aldrig at komme ind i byrådet. 

»Jeg opgav lidt projektet med liste T, fordi jeg simpelthen ikke kom ind. Derudover så kom der også nogle yngre og nogle lærere, som, jeg mente, i den grad var relevante at få ind i kommunalbestyrelsen,« fortæller hun.

Beslutningen fik dog ikke Rita Smedegaard Andersen til at trække stikket helt. Hun fandt andre steder i lokalsamfundet, som hendes store engagement kunne rettes mod. »Jeg tænkte, at nu må jeg finde på noget andet at lave. Det der med bare at gå herhjemme, det går ikke,« forklarer hun.

Efter hun stoppede med sit arbejde i kommunalbestyrelsen, blev hun kontaktet af Ældre Sagens lokalafdeling i Dragør. De ville have hende til at stille op som formand. Det kunne hun ikke sige nej til. Samtidigt var hun også blevet spurgt, om hun ikke ville stille op til menighedsrådsvalget.

»Jeg tænkte, at jeg da godt kunne gå dernede og bare lave kaffe og lidt forskelligt. Det endte så med, at jeg kom ind og blev formand der også,« fortæller Rita Smedegaard Andersen.

Vigtigt med engagement

Det med bare at gå derhjemme blev det altså helt som planlagt ikke til. Nu stod hun med formandskabet i både Ældre Sagen Dragør og i Dragør Sogns Menighedsråd. 

Det med hele tiden at holde sig beskæftiget i lokalsamfundet er generelt noget, som kendetegner Rita Smedegaard Andersen. Og hun ved udmærket godt selv, hvorfor det er sådan.

»Jeg har altid været meget optaget af ikke kun at bevare tingene, men også at udvikle dem. Inderst inde tror jeg, at jeg er et meget demokratisk menneske. Jeg synes, at man skal have indflydelse på tingene, og at andre også skal høres. Jeg kan ikke fordrage, at nogle tromler hen over andre og bare vil bestemme,« fortæller hun.

Den sidste del med at andre også skal høres, kan dog godt give bagslag. »Det kan så måske opfattes som om, at man ikke er helt sikker på, hvad man vil. Men jeg synes virkelig, det er vigtigt at høre de forskellige argumenter,« siger hun.

Lysten til at engagere sig og deltage i fællesskaber er også noget, som Rita Smedegaard Andersen deler med sin mand, der blandt andet bruger sin tid på fire forskellige kor. »Ja, så ham ser jeg ikke så tit om aftenen,« siger hun, mens hun griner. Til gengæld deler de lidenskaben for at gøre noget for lokalsamfundet. 

Lidt som en landsby

Følelsen af at ville engagere sig i sit lokalsamfund, fordi det er demokratisk vigtigt, kunne gælde ethvert samfund. Men det faktum, at det lige præcis er i Dragør, Rita Smedegaard Andersen nu engagerer sig, betyder også meget for hende. Hun holder nemlig virkelig meget af byen.

Særligt vandet er meget vigtig for hende. Hun kan slet ikke forestille sig at flytte så langt væk, at hun ikke kan gå ned til havnen og vandet. »Jeg synes, det er så hyggeligt at gå derned. Få en øl på Café Espersen eller tage forbi røgeriet. Hvad skal man gøre uden de røgede rejer?« spørger Rita Smedegaard Andersen.

Hun elsker stemningen i byen, som for hende kendetegner et lille samfund. Hun kender også mange i byen, og det betyder naturligvis også meget. »Hvis du går en tur ned til vandet eller til byen, så møder du altid nogen at snakke med. Det gør virkelig Dragør til en dejlig by. Det er lidt landsbyagtigt,« siger hun.

Nu har Rita Smedegaard Andersen snart 30-års-jubilæum som beboer i Dragør. Og selvom hun ikke er – som hun siger med et smil – en af »vøre«, så er det her, hun føler sig hjemme.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk