Anja Moos Wagner udstiller nok en gang med sine guttermænd på Dragør Havnegalleri.
Anja Moos Wagner udstiller nok en gang med sine guttermænd på Dragør Havnegalleri.

Guttermænd på genbesøg

Anja Moos og hendes finurlige skulpturer vender tilbage til Dragør Havnegalleri

Af Thomas Mose

Skulpturmager Anja Moos Wagner rykker ind på Dragør Havnegalleri med sin udstilling »MOOS« fra fredag den 12. til torsdag den 18. juli.

Det er andet år i træk, at Anja Moos Wagner besøger Dragør Havnegalleri med sine guttermænd.

Anja Moos Wagner har en baggrund som dekoratør og skiltemaler og har i mange år arbejdet professionelt med kreative processer i underviser-verdenen. De seneste fem år har hun været fuldtidskunstner, og hun fortæller, at det er »guttermændene«, der er hendes store passion.

»Al vågen tid går med at tøjle alle de mange idéer, der hele tiden opstår,« lyder det fra kunstneren.

Hun fortæller, at hun ønsker at vække følelser af glæde, ømhed og eftertænksomhed, iblandet humor, og Anja Moos Wagners håb er, at beskueren tydeligt fornemmer en dedikeret skulpturmager bag.

»Jeg bygger guttermænd, lige som jeg har lyst til« lyder det fra Anja Moos Wagner, der altid er i gang med den næste skulptur.

»Guttermænd bygges, spartles og modelleres enkeltvis i fiberbeton over jernskelet, og patineres efterfølgende – og alle har deres eget finurlige udtryk og personlighed. Jeg elsker dem alle – og ingen gut går ud af mit værksted, medmindre jeg selv er 100% forelsket i ham,« beretter hun.

Fernisering

Galleriet har alle dage i udstillingsperioden åbent kl. 13–18, og lørdag den 13. juli kl. 13–16 er det med fernisering, hvor kunstner – og guttermænd – vil byde på et glas vin.

Gratis adgang. Se også annoncen på side 2.

Fernisering af Dragør Gruppens udstilling. Sidste dag for denne er i morgen, torsdag den 11. juli. Foto: TorbenStender.
Fernisering af Dragør Gruppens udstilling. Sidste dag for denne er i morgen, torsdag den 11. juli. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk