Vi har modtaget:

Generalforsamling i Socialdemokratiet

Socialdemokratiet holdt mandag den 7. juni en velbesøgt generalforsamling. På baggrund af den aktuelle covid-19-situation blev generalforsamlingen afholdt virtuelt.

Generalforsamlingen besluttede Socialdemokratiets valgprogram for de kommende fire år: »Fælles om Dragør.« 

Valgprogrammet tager afsæt i tre grundlæggende fokuspunkter:

  • Velfærd først. Vi prioriterer udviklingen af velfærdssamfundet, så vi kan tilbyde det gode liv til alle borgere i Dragør
  • Bæredygtighed. Vi vil tage bæredygtige beslutninger ved at implementere FN’s verdensmål og derigennem sikre mennesker, miljø og natur i Dragør
  • Sund økonomi. Vi vil tage ansvarlige beslutninger, således at vi opnår en stabil og sund økonomi i balance for at sikre varig velfærd og fortsat udvikling af Dragør Kommune.

Bestyrelsen

Ud over beslutning om valgprogrammet var der valg af medlemmer til bestyrelsen. Den består i det kommende år af formand Pia Voel, næstformand Annette Nilsson, kasserer Kaj V. Holm, Tim Meicker og Poul Breyen. Endvidere blev Knud Rosing og Per Eltong valgt som suppleanter.

Gruppeformand og spidskandidat til kommunalvalget Nicolaj Bertel Riber gav sit syn på det forgangne år set fra et lokalpolitisk perspektiv. Han fortalte, at han ser frem til at føre en god og konstruktiv valgkamp frem til valget den 16. november med fokus på, at Socialdemokratiet kan samarbejde med alle de politiske partier i kommunalbestyrelsen, samt at konstruktiv dialog og given plads til alle synspunkter i den politiske debat vil være med til at skabe det bedste grundlag for den kommende valgperiode.

De fremmødte glædede sig til at føre valgkamp med et stærkt kandidathold, som tidligere er blevet præsenteret i Dragør Nyt (læs Socialdemokratiets kandidatliste her, red.). Løbende efter sommerferien vil de komme med indlæg med synspunkter på en række politiske emner.

Generalforsamlingen sluttede med ønsket om en god sommer samt en opfordring til, at vi fortsat passer på hinanden, holder afstand og spritter af.

Med venlig hilsen
Pia Voel
Formand for Socialdemokratiet i Dragør

Forårets aktiviteter og nyheder fra rådhuset

En tid med fornyelse og fejring: Dragør Kommune introducerer erhvervsstrategier, styrker pædagogområdet og forbereder sig på kommende jubilæum.

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Historisk aftale sætter folkeskolen fri

Et bredt politisk samarbejde baner vejen for en skolereform, der giver lokal indflydelse og tilfredsstiller moderne uddannelsesbehov.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk