Kystbeskyttelse

Tilsagn om projektstøtte

Ny natur skal beskytte mod oversvømmelse langs Dragør Kommunes sydvestlige kyst – ud for Sydvestpynten og Kongelunden. 

Ifølge Dragør Kommune er man nu – efter et tilsagn om økonomisk støtte på 18 mio. kr. fra Realdania – kommet et skridt nærmere.

I april måned sendte Dragør Kommune en ansøgning til »Byerne og det stigende havvand« – et partnerskab mellem Miljøministeriet og Realdania. 

Her ansøgte Dragør Kommunen om penge til at modne og realisere et kystbeskyttelsesprojekt i forlængelse af kommunens udviklingsplan »Morgendagens Dragør: Klimarobust kystkommune«. 

»Det er rigtig, rigtig spændende. På Dragør Kommunes vegne glæder jeg mig meget over den generøse støtte fra partnerskabet,« siger borgmester Kenneth Gøtterup og forklarer videre, at støtten vil betyde, at kommunen nu kan arbejde med at realisere første del af det fælles kystbeskyttelsesprojekt i den mest sårbare del af kommunen, inden han går over i at udtrykke sin stolthed over projektet:

»Jeg er stolt over, at vores udviklingsplan og idéer om kystbeskyttelse værdsættes og kan inspirere andre. Der har været mange gode kræfter involveret i processen de senere år – både borgere, grundejere, foreninger, fagpersoner og lokalpolitikere. Det har båret frugt. Vi har i dag en visionær udviklingsplan for hele kommunens kyststrækning,« siger borgmesteren.

Grundidéen i udviklingsplanen er at bruge naturbaserede løsninger, som løbende vil kunne tilpasses det gradvist stigende havvand. Det er nemlig klimaforandringerne, som i en fremtid med større og større risiko for stormfloder sætter sine spor.

Landskabsdige

Den del af udviklingsplanen, som nu får økonomisk støtte via partnerskabet, omfatter et landskabsdige på kommunens sydvestlige strækning. 

Diget skal hindre vandet i at nå længere ind og skabe nye naturværdier såsom kalk-overdrev og skal samtidig kunne bruges rekreativt i forskelligt omfang. 

Ifølge kommunens plan skal diget bevæge sig igennem landskaberne ved Sydvestpynten og Kongelunden. Her skal det beskytte bebyggelserne og samtidig være trukket tilbage fra kysten, så den sidste naturlige kyststrækning på Amager fortsat kan udvikle sig naturligt.

»Vi ønsker at opretholde de særlige kvaliteter, der kendetegner landskabet og det levede liv i den sydvestlige del af kommunen. Det rummer både store naturværdier og rekreative værdier samt naturbrug med både en uddannelses- og social vinkel. Et landskabsdige er dyrere i anlæg, end et klassisk dige, men det kan omvendt understøtte og bidrage til de bynære natur- og rekreative kvaliteter,« uddyber borgmesteren.

Forventningen er, at næste år i dialog bruges til at finde den præcise udformning af landskabsdiget. Målet er, at kystbeskyttelsen kan bygges i 2027.

Støtte til to kommuner

Ud over Dragør Kommune er også Vejle Kommune blevet tilgodeset med økonomisk støtte til at realisere planer om beskyttelse imod stigende havvand. 

Og i Vejle Kommune har man, ligesom i Dragør Kommune, valgt at inddrage både fagpersoner, borgere, lokale interessenter og lokalpolitikere i arbejdet med udviklingsplaner for kystbeskyttelse.

Tanken med den tildelte støtte er, at de to kommuners projekter vil kunne inspirere andre kommuner og byer til hvordan, man både kan ruste sig mod stigende havvand og samtidig udvikle bæredygtige byområder – vel at mærke med naturen som aktiv medspiller.

Visulatisering af Kongelunden anno 2050. Illustrationen viser, hvordan en nænsom bearbejdning af landskabet med en meget svag hældning kan se ud. Illustration: Dragør Kommune, Arkitema og COWI.
Visulatisering af Kongelunden anno 2050. Illustrationen viser, hvordan en nænsom bearbejdning af landskabet med en meget svag hældning kan se ud. Illustration: Dragør Kommune, Arkitema og COWI.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk