Busafgange tilpasses

Movia har lavet en midlertidig køreplan, hvor antallet af afgange er tilpasset den nye situation med restriktioner, der skal begrænse smitte af coronavirus

For at sikre en fortsat stabil og pålidelig drift i en situation, hvor der måtte komme flere sygemeldinger fra chauffører de kommende uger, indførte Movia mandag den 30. marts en ændret køreplan. Den nye køreplan gælder indtil videre til og med mandag den 13. april.

Movia har tidligere på opfordring fra myndighederne taget en række trængselsbegrænsende tiltag i brug, og tiltagene har virket. Og flere kunder i busser og tog har fulgt myndighedernes anbefalinger. »Det er positivt,« lyder det fra Movia.

På linje med den øvrige offentlige transport oplever Movia et betydeligt fald i antallet af kunder i deres busser og lokaltog. Samtidig oplever operatørene også sygemeldinger blandt chauffører og lokofører. Det har fået Movia til at tilpasse antallet af bus- og togafgange til den aktuelle situation. Tilpasningen skal sikre, at der fortsat vil komme en stabil og dækkende drift – også hvis der i de kommende uger  skulle komme et stigende antal sygemeldinger, og Movia håber således at kunne undgå, at der kommer pludselige aflysninger på grund af personalemangel.

»I Movia har vi set et stort fald i antallet af kunder i forlængelse af lukning af skoler, institutioner og hjemsendelse af medarbejdere. Samtidig ser vi lidt større sygefravær hos chauffører og lokoførere, end normalt. For at sikre en stabil og pålidelig drift også de kommende uger tilpasser vi nu antallet af afgange for busser og lokaltog efter god dialog med operatørerne såvel som de sjællandske kommuner og regioner,« fortæller kommunikationsdirektør Camilla Struckmann.

Kommunikationsdirektøren understreger, at der er tale om et midlertidigt tiltag under særlige omstændigheder. »Vi håber på kundernes forståelse i denne helt ekstraordinære situation,« ytrer Camilla Struckmann.

Movias forventer ikke, at tilpasningen i antallet af afgange vil give pladsproblemer – men selskabet minder kunderne om, at de fortsat skal udvise de samme hensyn deres medpassagerer.

Weekendkøreplan

Konkret betyder tilpasningerne, at busserne i Storkøbenhavn på hverdage vil køre efter lørdagskøreplanerne, mens busserne i resten af hovedstadsområdet samt på Syd- og Vestsjælland på hverdage vil køre efter feriekøreplanerne. I weekenderne kører busserne efter de normale weekendkøreplaner. Samlet set betyder de nye køreplaner, at bus- og lokaltogdriften reduceres med cirka 35%. 

Movia har som led i plan-omlægningen haft særligt fokus et fortsat højt serviceniveau på de tog- og buslinjer, der sikrer forbindelse til hospitalerne, således at det kritiske personale i eksempelvis sundhedssektoren fortsat vil kunne komme på arbejde.

De ændrede køreplaner er implementeret på rejseplanen og på dinoffentligetransport.dk

Også i den offentlige transport har man taget forholdsregler mod smitte. Arkivfoto: Thomas Mose.
Arkivfoto: Thomas Mose.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk