Ny konstituering i kommunalbestyrelsen

Torsdag den 16. april blev der indgået en politisk aftale om en ny konstituering af Dragør Kommunalbestyrelse. Kredsen af konstituerende partier er som noget nyt udvidet med lokallisten – Tværpolitisk Forening i Dragør (liste T). 

Ole Hansen (S).
Ole Hansen (S).

Behovet for en ny konstituering opstod efter, at tidligere borgmester Allan Holst døde i begyndelsen af marts måned. De poster, som han bestred i kommunen, skulle besættes. 

På kommunalbestyrelsesmødet onsdag den 1. april blev det besluttet, at Socialdemokratiets Ole Hansen indtræder i Dragør Kommunalbestyrelse. Han overtager samtidigt Allan Holsts plads i Økonimiudvalget, By-, Erhvervs- og Planudvalget samt Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

Udvidet kreds bag

Kredsen bag den hidtidige konstituering var Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre – og med den nye politiske aftale kan man nu også finde liste T i kredsen. Dermed er det disse fire partier, som også står bag dette års budget for kommunen, der er gået sammen om at konstituere kommunalbestyrelsen på ny.

To »gamle« og en ny

Eik Dahl Bidstrup fra Venstre fortsætter også i den nye konstituering som borgmester for Dragør Kommune. Det er lovmæssigt bestemt, at borgmester skal være formand for Økonomiudvalget, og Eik Dahl Bidstrup fortsætter derfor også som sådan.

Ny viceborgmester – i stedet for Allan Holst – er Peter Læssøe (T), og Nicolaj Bertel Riber (S) overtager posten som 2. viceborgmester – netop fra Peter Læssøe.

Borgmesteren er glad for resultatet af den nye konstituering. »Jeg er glad for de konstruktive forhandlinger, vi har haft. Der er rigtig godt at se, at der både er en tro på og en vilje til at fortsætte et tættere samarbejde – bredt i kommunalbestyrelsen. Venstre står for det brede samarbejde om gode løsninger. Det gælder især i denne tid, hvor kommunes alvorlige økonomiske situation og udvikling kalder på det,« siger Eik Dahl Bidstrup.

Borgmesteren melder, at han fortsat vil stå i spidsen for arbejdet med at skabe et stabilt økonomisk grundlag for Dragør, og han sender tanker til Allan Holst, som delte samme ambitioner. »Jeg er meget optaget af, at vi udvikler Dragør som en velfungerende selvstændig kommune med et stabilt økonomisk grundlag. Derfor stiller jeg mig naturligvis fortsat i spidsen for det arbejde. Samtidig sender jeg en varm tanke til Allan. Han havde den samme ambition og bidrog massivt til det gennem mange år,« fortæller Eik Dahl Bidstrup.

Stående politiske udvalg

De fire partier i samarbejdet, A, O, V og T (AOVT), har også aftalt at indstille til kommunalbestyrelsen at ændre kommunens styrelsesvedtægt. Hensigten er, at antallet af medlemmer i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget mindskes fra ni til syv medlemmer. Før det kan blive en realitet, skal kommunalbestyrelsen godkende ændringen hen over to møder. Det kan derfor tidligst blive en realitet ved kommunalbestyrelsesmødet torsdag den 28. maj.

De fire aftaleparter har endvidere politisk aftalt at indstille, at Socialdemokratiets Nicolaj Bertel Riber fortsætter som formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget. Derimod kommer der ny formand for Skoleudvalget, hvor Annette Nyvang fra liste T sætter sig for bordenden, mens Skoleudvalgets nuværende formand, Lisbeth Dam Larsen (A), bliver ny formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget. Morten Dreyer (O) bliver ny formand for By-, Erhvervs- og Planudvalget i stedet for hans nuværende post som formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

Det er de enkelte udvalg, der vælger, hvem der skal være formand, så der er blot tale om indstillinger.

Nye midlertidige politiske udvalg

Kredsen af de konstituerende partier og lokallisten har desuden aftalt at indstille til kommunalbestyrelsen at nedsætte tre nye, midlertidige, politiske udvalg – de såkaldte §17 stk. 4-udvalg. De tre nye udvalg skal rådgive kommunalbestyrelsen inden for særlige emner, omhandlende: 

  • havn, klima og kystbeskyttelse
  • strukturændringer 
  • rekruttering og fastholdelse.

Også disse kan tidligst komme på tale efter, at der er holdt møde i kommunalbestyrelsen. 

Ud over de tre nye udvalg ønsker kommunalbestyrelse, at det midlertidige udvalg om infrastruktur, som man efter sidste kommunalvalg havde nedsat, indstilles til at fortsætte – dog eventuelt med lidt ændret indhold, og da Allan Holst var formand for dette udvalg, skal der også her udpeges en ny. 

Vælger selv formænd

Når de enkelte midlertidige udvalg er nedsat, skal udvalgene selv beslutte, hvem der skal være formænd. 

De fire aftaleparter har på nuværende tidspunkt politisk aftalt at indstille Ebbe Kyrø fra liste T som formand for udvalget for havn, klima og kystbeskyttelse. Peter Læssøe – ligeledes fra liste T – er indstillet som formand for udvalget for strukturændringer, mens Nicolaj Bertel Riber (A) er indstillet som formand for udvalget for rekruttering og fastholdelse. Og Lisbeth Dam Larsen (A) er indstillet til at overtage Allan Holsts formandspost for udvalget for infrastruktur.

Nyt budget

De fire partier i den nye konstituering oplyser i en pressemeddelese, at de sammen med den nye direktion har fulgt økonomien tæt. De føler sig overbeviste om, at de på kort sigt har taget og vil tage beslutninger, som vil gøre, at kommunens økonomi støt og roligt vil blive stabiliseret. 

AOVT påpeger samtidigt, at det for at sikre et nødvendigt råderum er nødvendigt at foretage strukturelle beslutninger i forhold til kommunens drift. Aftaleparterne oplyser, at de er enige om, at det er helt nødvendigt, at dette sker med aktiv involvering af kommunens medarbejdere og borgere for at sikre de bedst mulige løsninger. 

I første omgange skal der inden udgangen af denne måned vedtages et revideret budget for 2020, og de fire samarbejdspartier oplyser, at de umiddelbart herefter går i gang med at analysere og forberede en række strukturelle ændringer i kommunens opgaveløsning, som kan indgå i arbejdet med budgettet for 2021.

Fokusområder

Ud over de pågaver som de nye §17 stk. 4-udvalg skal løse, er AOVT enige om at gennemføre en række projekter og initiativer. På kort sigt vil man udnytte de lånemuligheder til anlæg, som regeringen i forbindelse med corona-krisen har givet. Og man vil herunder sætte fokus på anlægsprojekter, der kan medvirke til forbedring af kommunens drift de kommende år.

Planen er, at der skal være større fokus på det nære sundhedsvæsen, og her vil AOVT investere i de ældre, så de kan tilbydes hjælp lokalt, og at man samtidig hermed opnår færre hospitalindlæggelser.

Endelig har AOVT ønske om en mulig fysisk opdeling af hjemmeplejen, så transporten mellem besøgene mindskes. Dette initiativ skal ses i sammenhæng med fokusområdet »rekruttering og fastholdelse«.

Aftaleparterne oplyser, at de er enige om, at den politiske »ønskeliste« skal afstemmes med de ressourcer, kommunen har til rådighed – såvel økonomisk som kapacitsmæssigt i forvaltningen, og samtidig skal de ambitiøse ønsker for kommunen være realistiske og gennemførlige.

Optimisme i forligsgruppen

Dragør Kommunes nye viceborgmester, Peter Læssøe (T), er optimistisk i forhold til det at være med i det nye samarbejde. »Liste T er glad for, at AOV har inviteret os til at indgå i en ny konstituering. Vi vil helhjertet bidrage til den økonomiske genopretning i kommunen og til løsning af de opgaver AOVT i fællesskab har prioriteret for de næste 20 måneder,« udtaler Peter Læssøe.

Den nye viceborgmester fortæller endvidere, at han tror, at et godt, bredt politisk samarbejde, en dygtig direktion og dygtige medarbejdere i løbet af kort tid vil udvise gode resultater til gavn for borgerne i Dragør Kommune.

Også Socialdemokratiet er glade for, at der er indgået en bred konstituering hen over den politiske midte – og Nicolaj Bertel Riber glæder sig til det kommende samarbejde. »Partierne har i den politiske aftale en række fokusområder, som sætter retningen for Dragør det næste halvandet år, herunder et særligt fokus på den økonomiske genopretning, som er så væsentlig for at sikre et godt lokalt velfærdssamfund med en høj grad af tryghed for både borgere og medarbejdere,« siger Nicolaj Bertel Riber.

»Efter Allan Holsts triste dødsfald har det været nødvendigt at ryste posen og få lagt en plan for de næste 20 måneder frem,« fortæller Morten Dreyer, som endvidere siger, at planen skal være en løsningsorienteret plan, der tager udgangspunkt i de aktuelle udfordringer, kommunen står i. »Vi har haft et godt samarbejde siden valget med Venstre og Socialdemokratiet og ser nu frem til også at få liste T med om bord,« udtaler Morten Dreyer, inden han som afslutning sender den afsluttende hilsen: »Dansk Folkeparti hilser den nye konstituering velkommen.«

 

Dragør Rådhus. Foto: TorbenStender.
Dragør Rådhus. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk