Qigong er for 10. gang skudt i gang

Traditionen med qigong på græs er for længst kommet for at blive – lyder det fra arrangøren af »qigong – gratis på græs«, der i år finder sted for tiende gang. Det foregår, som de forrige år, om tirsdagen på »trekantsgræsplænen«, der hvor Færgevej og Strandlinien løber sammen.

Første gang var i går, tirsdag den 16. – og resten af sommerens træning ligger på følgende datoer: den 23. juni, samt den 7., 14., 21. og 28. juli. Træningen begynder kl. 10 og tager cirka en time.

Om qigong

Qigong, der er kinesiske helseøvelser, betragtes som en meget væsentlig del af den traditionelle kinesiske medicin. »Qi« betyder livsenergi, »gong« betyder at bevæge eller at arbejde med – »qigong« betyder altså energiøvelser. 

Sidste år mødte mange op for at deltage i qigong-undervisningen på græsområdet ved havnen.
Sidste år mødte mange op for at deltage i qigong-undervisningen på græsområdet ved havnen.

»Øvelserne arbejder på at skabe et uhindret »qi-flow«, som er nødvendigt for, at vi kan være raske. Blokeringer i energistrømmen kan ifølge traditionel kinesisk medicin gøre os syge. Hensigten er, at vi med regelmæssig træning af qigong-øvelser ikke så let kan blive syge, og at vi hurtigere restituerer, når eller hvis sygdom rammer,« fortæller Monika L. Petersen, der er qigong-instruktør. »Men det er ikke kun en tanke på at holde sygdom fra døren, der får os til at udføre disse øvelser,« uddyber hun, og forklarer, at et dagligt, højere velvære betyder meget for, hvordan vi møder livet. Og hun fortæller ofte hører tilbagemeldinger, om at udøverne føler sig gladere, og at de generelt mærker en rar fornemmelse både kropsligt og mentalt.

Qigong bygger på idéen om, at krop og sind kan ikke skilles. »Når kroppen larmer, påvirkes sindet, og er man presset mentalt, begynder kroppen at sige til, når besværet har varet for længe. Vores system er så genialt, at det selv forsøger at finde ind til balance, men vores liv og livsstil kan gøre opgaven for svær – og så hører du fra kroppen. Det er bestemt tid til at gøre noget,« forklarer  Monika L. Petersen.

Instruktøren mener dog ikke, at man behøver vente til, »uvejret« er brudt ud. Qigong er nemlig på en og samme tid både forebyggende og helbredende øvelser, oplyser hun.

»Gigong – gratis på græs« er for alle – øvelserne er bløde og egnede for såvel mænd som kvinder, ung som gammel, begyndere og øvede. »Vi træner altid derfra, hvor vi er. Udvikling sker løbende. Vi står op, men øvelserne kan udføres siddende. Det kan derfor være en god idé at medbringe noget at sidde på,« fortæller Monika L. Petersen.

Silkeøvelserne, som øvelserne også kaldes, er en videreudvikling af det meget gamle – og formentlig et af de ældste – qigong-set, »Ba Duan Jin«. »Med øvelserne får vi det bedre ved, at vores indre energi kan flyde frit, så de indre organer får de bedste betingelser, og derved opbygges også styrke. Det giver god mening, at vi kalder vores øvelser for Silkeøvelserne. Vi bliver bløde og stærke som silke,« oplyser qigong-instruktøren, som bestyrkende tilføjer: »Munkene har afprøvet dem – det virker.« 

Gratis

Ønsker man at deltage i qigong – gratis på græs skal man blot møde op på dagen. »Det er ikke nødvendigt med tilmelding. Men kom gerne i god tid. Vi begynder præcis,« oplyser Monika L. Petersen. Samtidig hermed tilføjes, at man kan komme alle gange eller blot de dage, man kan – og at udbyttet bliver størst ved at deltage hver gang.

Qigong-instruktøren har en særlig hilsen til mænd. »Øvelserne er også for jer ...« siger hun og fortæller, at der hvert år plejer at komme mænd, som for længst har fundet ud af, at øvelserne gør dem godt. »... deltag i netværket, mød andre mænd, der træner med, og mærk, om ikke her er noget, der kunne være godt for dig,« lyder den opfordrende, afsluttende bemærkning.

Husk vand

Det kræver ingen forkundskaber at deltage – og der er intet krav til hverken tøj eller udstyr, når man træner qigong. Dog er behageligt tøj og flade sko er bedst. Husk til eget brug at medbringe vand og eventuelt noget at sidde på.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk