Jørgen Ploug, formand i Lions Drag­ør, ved bistaderne i Søvang. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Jørgen Ploug, formand i Lions Drag­ør, ved bistaderne i Søvang. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Løverne, blomsterne og bierne

Lions Dragør – løverne – har sponseret opstilling af bistader ved Søvangs blomstereng. Miljø og biodiversitet er et af Lions fokusområder, og bistaderne vil også blive en del af naturfagsundervisningen på skolerne 

Af Birgit Buddegård

Løverne, blomsterne og bierne står der på skiltene, som Jørgen Ploug, der er formand for Lions Dragør, fredag i sidste uge satte på bistaderne, der er opstillet ved Søvangs blomstereng.

Allerede sidste år besluttede Lions Dragør, at de ville sætte bistader op, og de tog derfor kontakt til Helle Barth, V, der står bag forslaget om etablering af en blomstereng, og Jesper Johnsen, der er formand for Amager Biavlerforening. Og samarbejdet førte til, at Lions har sponseret og opstillet bistader med tilhørende bifamilier ved blomsterengen. 

Et af formålene med blomsterengen er at skabe mere fokus på at gøre kommunen bi- og insektvenlig, og i et opslag på de sociale medier giver Helle Barth da også udtryk for, at hun summer af glæde over, at det nu er blevet realiseret.

For yderligere at fremme biodiversiteten i kommunen vil Lions Dragør i løbet af efteråret opstille et bi- og insekthotel i nærheden af bistaderne.

Naturfagligt netværk på skolerne

Et af formålene med bistaderne er også at involvere skoleeleverne på Dragørs tre skoler for herigennem at skabe større forståelse for naturen og biodiversiteten. Lions Dragør har derfor taget kontakt til det naturfaglige netværk på skolerne. I et tæt samarbejde med naturfagskoordinatoren har Lions Dragør aftalt, hvordan skolerne kan bruge de opstillede bistader til et undervisningsforløb med sjetteklasserne.

Lions Dragør har derfor sponseret og anskaffet et antal bidragter, så eleverne kan komme helt tæt på bierne.

Alle sjetteklasser i Dragør vil på skift kunne komme på besøg ved bistaderne og under kyndig vejledning af den daglige bipasser opleve bierne og deres forunderlige liv.

Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foto: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk