Åbning af Repair Café

På trods af konkurrencen fra Dragør Marked og det gode, solrige søndagsvejr lod mange interesserede deres vej lægge forbi Dragørs Aktivitetshus, Wiedergården 2, hvor Repair Café Dragør havde første åbningsdag.

De mange frivillige, der har meldt sig til at bidrage i caféen, gjorde en kæmpe indsats for at forhindre defekte ting i at ende sine dage på genbrugspladsen.

Fra arrangørerne lyder meldingen, at det var virkeligt skønt at se så mange borgere være med på at give miljøet en håndsrækning og forlænge livet på de mange forbrugsgoder, der ellers ville have været kasseret.

Udvalget af defekte ting, der blev repareret, spændte vidt – fra elkedel over rystepudser til hårtørrer, fra en bordplade på et lille bord til musik-keyboards og videre over så forskellige genstande som en lamineringsmaskine, en designerlampe, en opbevaringsboks i træ, et hårspænde og en bluetooth-højttaler.

Næste åbningsdag i Repair Café Dragør er søndag den 9. juli fra kl. 14–17, med indlevering af genstande mellem kl. 14 og 16 – og det er naturligvis atter i Dragørs Aktivitetshus.

De frivillige er i fuld gang med diverse reparationer.
De frivillige er i fuld gang med diverse reparationer.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk