Drabssag for retten

Sagen mod de fem tiltalte for drabet på René Carstensen blev indledt tirsdag den 2. januar i Københavns Byret. 

Af de fem mænd på anklagebænken er to Bandidos-medlemmer på nu 29 år (A) og (B) tiltalt for selve drabet den 22. januar sidste år på Dragør Fort. 

Derudover er en 57-årig erhvervsmand (C) og et 50-årigt eksmedlem af Bandidos (D) samt en navngiven rocker (E) tiltalt for at medvirken til drabet ved at have anstiftet de to 29-årige til at afstraffe René Carstensen. 

C og D er ligeledes tiltalt for en række hærværkssager samt for at have ført en smædekampagne mod René Carstensen ved at sætte plakater op i Dragør omkring to måneder inden den skæbnesvangre aften på Dragør Fort.

Den ene 29-årige (A) har erkendt at have ført kniven, der dræbte René Carstensen. Han erkender sig skyldig i vold med døden til følge og hævder, at det var selvforsvar.

B erkender vold mod René Carstensen, men påstår, at han ikke deltog i knivstikkeriet og ikke var klar over, at A medbragte en kniv ved overfaldet.

Den 57-årige (C) erkender at have anstiftet simpel vold, men nægter, at der skulle være tale om grov vold, som anklagemyndigheden mener. Han erkender ligeledes, at han har lavet de injurierende plakater, der blev sat op i Dragør i slutningen af november 2022.

Beviser

På retsmødets første dag fremlagde anklageren en række beviser. 

Dele af det voldsomme overfald var blevet filmet på Dragør Forts videoovervågning. Flere af de tiltalte er ligeledes blevet fanget af fortets kameraer i tiden op til det voldsomme overfald.

I forbindelse med overfaldet noterede vidner nummerpladen på en hvid varevogn. 

Ejeren af denne bil er ikke på anklagebænken, men den ene af de to 29-årige overfaldsmænd havde via sin tilknytning til Bandidos adgang til bilen. Politiets teknikere har ligeledes fundet spor, der knytter overfaldsmænd, køretøj samt dna fra René Carstensen sammen.

De to 29-årige, der er tiltalt for at have begået drabet, afgav på de to første dage, onsdag og fredag, forklaring i retten. 

Sagen genoptages onsdag den 17. januar. Der er afsat i alt 14 retsdage til sagen, som forventes afgjort i april.

TM

Sagen mod de fem tiltalte for overfaldet, der kostede René Carstensen livet, er begyndt. Arkivfoto: HAS.
Sagen mod de fem tiltalte for overfaldet, der kostede René Carstensen livet, er begyndt. Arkivfoto: HAS.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk