Vi har modtaget:

Hvordan går det på Enggården?

Spørgsmål til Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkeds-udvalgets formand

Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget (SSAU) har forleden fået en mundtlig orientering om situationen på plejecenteret, og derpå har byrådet været på et to-dages budgetseminar, hvor man drøftede de fremtidige indsatspunkter for Dragør.

Filmselskabet MGM’s stifter Goldwyn Mayer evnede at udtrykke »situationen i jernindustrien« i præcise »oneliners«, som da en skuespiller ønskede højere løn med henvisning til tidligere løfter. De blev fejet af bordet med argumentet, at en mundtlig aftale ikke var det papir værd, som den var skrevet på.

Den mundtlige orientering i SSAU er på samme måde som sagen i MGM også svær at forholde sig til for alle, som ikke var fysisk til stede under mødet. Og selv for dem, der deltog, kan erindringen efter kort tid godt blive diffus. 

Hvad var konkrete løfter, og hvad var mere hensigtserklæringer på den lange bane. 

Var der her emner, som du, Nicolaj Bertel Riber, som SSAU-formand tog med til budgetseminariet og der fik afsat penge til? Eller var alt bare helt i orden?

Kvalitet på plejehjemmet

Naturligvis vil der gennem tid komme mange modsatrettede informationer om den daglige drift. Både for den personlige kontakt mellem beboere og personale. Men også for den professionelle pleje. Alle kan ikke være tilfredse hele tiden.

Disse møder rejser spørgsmål til formanden.

Er der flere særarrangementer for beboerne hver måned, og hvordan med ture uden for huset. Sker det tit? Ud og se når bøgen springer ud eller på løvfaldstur – dertil jævnlige ture på havnen m.m. Og i december på juletur?

For en del år siden var der en fast tradition, hvor næsten hele plejehjemmet tog på en tur i Tivoli med kørestole eller en fra personalet ved armen. Traditionen var fast – wienerschnitzel på Divan2 og derpå en tur rundt i haven. Enkelte fik en tur i ruschebanen – andre et glas portvin ved Plænen. Alt efter eget ønske. 

Sådan var det tidligere. En skøn dag for beboerne. Nu er samfundet jo blevet meget rigere, så mon ikke der kan være ture for beboerne.

Kan udvalgsformanden for SSAU, Nicolaj Bertel Riber, i Dragør Nyt give en redegørelse over virkeligheden for Dragørs plejehjem?

Hvor står vi, og hvilke tiltag planlægges?

Med venlig hilsen
Morten Dreyer
Formand for Dansk Folkeparti i Dragør

Problemer med Dragør-modellen

Kritik af finansiel styring: Dragør-modellens effekt på skolebudgetter sættes under lup Læs mere

Forårets aktiviteter og nyheder fra rådhuset

En tid med fornyelse og fejring: Dragør Kommune introducerer erhvervsstrategier, styrker pædagogområdet og forbereder sig på kommende jubilæum.

Nedrivning af Glistrupgård

Fra forfald og stridigheder til en ny begyndelse - Historien om Glistrupgårds omdannede skæbne. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk