Vi har modtaget:

Opfordring – styrk bevaring af Dragør gamle by og havn

Der er nu startet en bred offentlig høring om fordele og ulemper ved, at Dragør udpeges som verdensarvssted af UNESCO. Sammen med kystsikringsprojektet må det være en af de største høringsprocesser, der er gennemført i Dragørs historie.

De frivillige i verdensarvsrådets sekretariat har arbejdet igennem mere end fem år på at beskrive og formidle de bevaringsværdier, som gør byen og havnen enestående i verden!

Det store debatemne har været turismens konsekvenser – frygten for masseturisme. Det står klart, at hvis Dragør ikke skal ikke opleve overdreven turisme, må der en vilje til styring og konkrete tiltag til. Og kommunen er godt i gang med at udarbejde forslag til en turismestrategi. Personlig har jeg aldrig haft som mål at tiltrække flest mulige turister, men derimod at bevare Dragør som et levende, men også bevaringsværdigt autentisk bymiljø – en by, som ikke skæmmes af store og små bygningsændringer, der ikke følger Dragørs traditionelle byggeskik. Det attraktive bymiljø med beboelse og aktivitet på gågaden og havnen er med til at sikre, at byen altid vil være levende og ikke et museum. 

Den centrale udfordring for mig er bevaring af Dragør gamle by og havn som et stykke kulturarv. Man kan nu en gang ikke anklage turisterne for at sætte termoruder i vinduerne, parkere ulovligt eller skæmmende synligt på egen grund eller bruge kunstig maling i stedet for at kalke. Det er ikke krydstogtturisterne eller andre besøgende, der gør Dragør grimmere. Det er os selv, der nogle gange har svært ved at følge gældende regler og bevare byen nænsomt. Og kommunen har svært ved at følge op.

Derfor vil jeg opfordre alle både i den gamle by og i kommunens øvrige byområder, der er stolte og føler ansvar for bevaring af den gamle by og havn, til at støtte, at Dragør anerkendes som verdensarv. 

En UNESCO-status er den kraftigste tilskyndelse, man kan få, til at yde en ekstra bevaringsindsats – for vores egen, vores børns og også for turisternes skyld.

Derfor tilkendegiv i dit høringssvar, at »fordelen for Dragør ved UNESCO er en stærk motivation til at tage særligt vare på vores fælles kulturarv i fremtiden«.

Send dit svar via kommunens hjemmeside: dragoer.dk – »Høring: Dragør som UNES-CO verdensarv?« under »nyheder«.

Med venlig hilsen
Jan Engell
Arkitekt
Magstræde 4

Christian Aagaard fortæller om Dragørs historie til en gruppe DIS-studerende fra USA. Foto: Museum Amager.

Internationalt besøg

Der er stor interesse for Dragørs historie blandt unge amerikanere Læs mere

Foto: TorbenStender.

Trippeludstilling

Udstilling med Yvonne Wiese, Bettina Fellov og Pia Sharah i Dragør Havnegalleri. Læs mere

DB-keeper Mads Glæsner i kamp om bolden.

Nederlag til bundhold på udebane

Der er sket ting og sager i Rødovre i vinterpausen Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk