Vi har modtaget:
Aktiv dødshjælp og ældrepleje
Aktiv dødshjælp – jeg ved det ikke. Jeg er faktisk hverken for eller imod.
Det er ikke svært for mig at se dilemmaerne.
Jeg ville ikke sætte mig imod for eksempel en ægtefælles ønske om lovligt at kunne yde aktiv dødshjælp, hvor det er en udtalt bøn om assistance fra den syge, elskede.
Værdigt eller uværdigt
Et værdigt liv og en værdig død er ikke nødvendigvis det samme, som et uværdigt liv.
Min gamle mors liv på plejehjemmet Enggården med søde og omsorgsfulde medarbejdere og besøgende, som hun ikke altid kan kende, er vel ikke ligefrem værdigt. Men hun er glad. Glad for mad (især isvafler), glad for sin besøgende hund og glad for besøg fra venner og familie – også de dage, hvor det bare betyder at blive holdt i hånden. Og jeg hygger mig med at være sammen med hende og give noget af det positive igen, som jeg fik fra hende.
Patientliggørelse
Til gengæld bryder jeg mig ikke om »patientliggørelsen« i vores ældrepleje.
Min mor og jeg har bedt om, at hun ikke skal have livsforlængende behandling. Og hun skal ikke på hospitalet, med mindre hun har brækket en arm eller skal sys efter et af sine mange fald. Hun behøver for eksempel ikke at blive scannet efter fald – og ikke længere at blive indkaldt til Rigshospitalets Demensklinik.
Jeg har gjort det meget klart, at jeg ikke ønsker, at hun skal indlægges uden min accept, og jeg skal nok selv køre hende på skadestuen, hvis det er nødvendigt.
Det, håber jeg, bliver respekteret.
Passiv dødshjælp og palliativ behandling
Ud over at diskutere aktiv dødshjælp, synes jeg, at vi bør diskutere reglerne for passiv dødshjælp og palliativ behandling, eksempelvis for retten til at sige ja tak til smertelindring – også når det vil betyde forskellen på liv og død – forskellen på, om man vil kunne fortsætte livet i årevis med smerter eller vil dø langsomt af smertelindringen.
Diskussionen om et værdigt liv og nej tak til patientliggørelse skal tages både med lægerne, medarbejderne i ældreplejen og med lovgiverne.
Nye pejlemærker for Enggården
Her i Dragør bliver det sikkert fint med de nye, politisk besluttede pejlemærker for Enggården: hjemlighed, aktiviteter og det gode samarbejde med pårørende. Men ærgerligt, at man glemte medarbejdernes input og deres trivsel.
Når jeg kommer så tit på plejehjemmet for at aflevere og hente min mors hund og for at være sammen med hende, oplever jeg dette og hint. Både godt og skidt.
En af beboerne på langt over 90 år har i flere år klaget over uhelbredelige og voldsomme smerter. Personen tigger og beder om mere smertestillende, men lægen vil ikke give hende mere, da hun ikke kan »tåle« mere.
Hvorfor i alverden kan man ikke som mere end 90-årig få den nødvendige smertelindring, selvom det muligvis vil være passiv dødshjælp.
Lægeordineret slankekur
Og en lægeordineret slankekur – er det ok? En af de andre beboere må ikke længere få den samme mad, som de andre, men skal spises af med den fedtfattige, uinteressante udgave af den daglige kost.
Hun spøger pænt og inderligt om en ostemad mere eller om en portion til af for eksempel den flødeis, som de andre får. Men mange gange siger personalet nej, selvom hun tigger og beder, fordi: »Det har hendes læge sagt.«
Lægen har ordineret, at hun skal leve af en fedtfattig diæt, ellers tager hun på. Hvad i alverden er meningen?
Ældres rettigheder
Som ældre beboer på et pleje-hjem bør det efter min mening være den ældre selv, der skal bestemme, hvor meget eller hvor lidt, de vil spise eller drikke, og at den ældre selv kan få lov at vurdere, hvor meget smertestillende medicin, de har brug for – uanset risikoen for en øget og måske også livstruende belastning af kroppen eller en eventuel afhængighed. Det kræver muligvis en lovændring. Plus stop medarbejdernes overforbrug af tid på registreringer af hver eneste handling i forhold til beboerne – piller, vægt, toiletbesøg osv. Brug meget hellere tiden på beboernes trivsel.
Ofte er spisesituationerne dagens højdepunkter. Giv de ældre tid til at spise. Tag den ældre ud i spisestuen sammen med de andre, med mindre denne ikke selv ønsker det. Tag en snak med dem – syng, læs vittigheder, spørg ind til deres forskellige erfaringer fra deres lange liv og lignende.
Selvom mange af beboerne er for demente til at svare, mærker de hyggen. De synger pludseligt med eller husker dengang, hvor de som børn selv gik til dans.
Pas på de gode medarbejdere
De medarbejdere, som trods travlhed og registreringer tager sig den tid, er højt, højt elskede og guld værd. Pas på dem.
Vi skal både passe på vores ældres og vores medarbejderes trivsel. Det er med til at give et værdigt liv og en værdig død.
Med venlig hilsen
Lisbeth Dam Larsen
Medlem af Dragør Kommunalbestyrelse
