Brand i lade på Fælledvej

Brandvæsenet måtte på overarbejde ved stor brand på Fælledvej, der måtte spærres for morgentrafikken tirsdag – to grise blev reddet fra ilden.
Tirsdag morgen var efterslukningen endnu i gang. Foto: Tim Panduro.
Tirsdag morgen var efterslukningen endnu i gang. Foto: Tim Panduro.

En større brand i en lade sendte natten til tirsdag flere brandkøretøjer og politi til Fælledvej 64.

Hovedstadens Beredskab blev alarmeret ved tre-tiden og ankom til en brand, hvor ilden havde godt fat – og hvor brandvæsenet måtte tage ekstra sikkerhedshensyn.

»Vi havde en særlig udfordring, fordi der var acetylen-flasker i bygningen,« siger indsatsleder i Hovedstadens Beredskab Claus Christoffersen, der tilbragte en god del af natten og morgenen på brandstedet.

Acetylen bruges blandt andet til svejsning og er yderst brandfarligt. Derfor sprøjtede beredskabet vand på med større afstand, end man ville gøre, hvis ikke der var en sikkerhedsrisiko.

Ingen dyr eller mennesker kom ifølge indsatslederen noget til ved branden.

»Der var to grise, Børge og Vera, men de kom ind til ejerne og er uskadte,« siger Claus Christoffersen.

Beredskabet fra brandstationen på Kirkevej deltog i slukningsarbejdet, men blev ud på morgenen afløst af brandfolk fra Hvidovre.

Tirsdag morgen var efterslukningen på stedet i gang. Et specialkøretøj med grab ankom ved otte-tiden for at fjerne det ødelagte ståltag på bygningen.

Morgentrafikanterne på Fælledvej måtte ledes ad Møllevej via henholdsvis Bachersmindevej og Søndergade. Cykelstien blev henad morgenstunden åbnet for cyklister, så blandt andre skolebørn fra Søvang kunne komme til Store Magleby Skole. 

Omkring 8.30 fik den kørende trafik også lov til at køre ad Fælledvej igen.

Motorcykelbetjente sørgede for at lede bilister ad andre veje – her i krydset ved Søndergade/Fælledvej. Foto: Tim Panduro.
Motorcykelbetjente sørgede for at lede bilister ad andre veje – her i krydset ved Søndergade/Fælledvej. Foto: Tim Panduro.
Brandhanen på den modsatte side af vejen kom i brug. Foto: Tim Panduro.
Brandhanen på den modsatte side af vejen kom i brug. Foto: Tim Panduro.

Fik du læst?