Kommunen håber på 97 millioner til kystbeskyttelse

Som ventet har kommunalbestyrelsen besluttet at søge om 97 millioner kroner til kystbeskyttelse fra den statslige pulje »Pulje til kystbeskyttelse 2024«, som administreres af Kystdirektoratet.
Dragør Kommune har søgt om midler til kystsikring på blandt andetr Nordstranden. Arkivfoto: Thomas Mose.
Dragør Kommune har søgt om midler til kystsikring på blandt andetr Nordstranden. Arkivfoto: Thomas Mose.

Der skal penge til udefra, hvis Dragørs kystlinje skal beskyttes. Og derfor søger kommunen nu om knap 100 millioner kroner fra en statslig kystbeskyttelsespulje. Det besluttede kommunalbestyrelsen på sit møde torsdag den 26. september.

Beslutningen var ventet, efter at der allerede var fuld enighed om det i både Klima-, By- og Erhvervsudvalget og i Økonomiudvalget.

Hvis Dragør Kommune får pengene, skal de bruges til at gennemføre kystbeskyttelse ved Dragør Nordstrand, Dragør Havn og Sydstranden – det, der også kaldes for delstrækningerne 1, 2 og 3.

Dragør Kommune fik 37,4 millioner kroner fra puljen i 2022, som blev brugt til kystbeskyttelse ved Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden, som også kaldes delstrækningerne 4, 5 og 6.

Der er i alt 150 millioner kroner i den statslige pulje til kystbeskyttelse for 2024, så det er næsten to tredjedele af puljen, Dragør Kommune søger om.

Projektet beløber sig til cirka 121 millioner kroner, men man må kun søge om tilskud til 80 procent af anlægsudgifterne til et projekt.

Hvis Dragørs lokale projekt bliver tildelt midler fra kystbeskyttelsespuljen, kan dette også indgå som en del af Dragørs medfinansiering til en statslig løsning med et højere sikringsniveau, som der arbejdes for sideløbende.

Drag­ør Kommune har ansøgt om penge til:

Delstrækning 1, Dragør Nord, Ydre løsning: 82 millioner kroner. Et forland placeret cirka 3–400 meter fra kysten, der skaber et vandspejl mellem den eksisterende kystlinje og forlandet.

Delstrækning 2, Dragør by og havnen: 17 millioner kroner. Bearbejdning af kajkanter og beredskabsløsninger. 

Delstrækning 3, Dragør til Søvang: 23 millioner kroner. Forhøjelse af det eksisterende dige.

Fik du læst?